Ikke god nok?

Hvorfor er der så få kvinder, der studerer datalogi på universitetet eller er ved andre it-uddannelser? Jeg har tit skrevet om det problem, som den skæve kønsfordeling udgør. Nogle vil stadig hævde, at der ikke er tale om et problem eller at det hele skyldes en eller anden indbygget forskel mellem kønnene. Den slags sovepudesvar giver jeg ikke meget for. Der er til gengæld et ubehageligt svar, som man alt for sjældent taler om. Jeg har hørt om ubehagelige oplevelser fra kvinder i disse fagområder og har altid været noget rystet over beretningerne, men jeg har ikke haft et godt overblik over problemets omfang i Danmark. En undersøgelse fra USA fra 2018 viste at kvinder i it-branchen oplevede diskrimination og chikane i meget stort omfang – omkring tre ud af fire kvinder havde sådanne erfaringer.

Rikke Voergård-Olesen, der er mangfoldighedstræner og samarbejder med forskere og specialister inden for ledelsesudvikling, kulturforandring, mangfoldighed og ligestilling, har nu sammen med Kvinfo udarbejdet en omfattende undersøgelse for PROSA af oplevelser af krænkende handlinger blandt dem, der er studerende på it-uddannelser eller arbejder i it-branchen i Danmark. Undersøgelsen omfatter både kvinder og mænd. Tallene, der i denne uge blev omtalt af PROSA, er ikke rar læsning.

36,7 procent af kvindelige studerende angiver at have været udsat for en eller flere krænkende handlinger. For kvinder i arbejde er det 44,5 procent. For mænds vedkommende er tallene henholdsvis 7,5 procent og 12 procent. 78,9% af de kvinder, der har fået kommentarer om krop, seksualitet eller udseende, angiver at kommentarerne kom fra en kollega. 42,2% angiver, at de kom fra en leder.

Hyppigst får kvinder at vide, at de “ikke er fagligt dygtige” og “hellere må holde sig til sekretæropgaver”. 34 procent af kvinderne har været udsat for den slags.

Det er bestemt ikke nok at sige at “vi skal passe bedre på kvinderne” – for hvem er “vi”? Begyndelsen på en løsning må bestå i, at vi alle tager problemet alvorligt. Mange af reaktionerne på PROSAs undersøgelse var heldigvis positive, men desværre kom der også kommentarer fra mænd med et indhold, som jeg ikke har lyst til at gengive her.