Kategorier
Blog COVID-19 Sindet

Fornemmelsen af tid

Sad i parken på en bænk
Fik et fugtigt lille stænk
Dagen brød frem og solen gik i ring
Jeg genkendte slet slet ingenting

Så på folk der gik i byen
Så de underligste syn
Så dem gå og købe ind
Så dem gå og sælge vind

Hallo derude alle sammen
Hvornår går toget væk herfra?
Jeg tror jeg er for ung til dette her
Men jeg kommer igen til næste år

Fra Dan Turell: Hello There (fra Karma Cowboy)

Min datter bliver færdig med gymnasiet til sommer, men der bliver ingen studenterfest. Andre, der bliver færdige med en videregående uddannelse, kan ikke komme til dimission, for også den er aflyst. Mange unge havde set frem til en ferie med oplevelser derude, men dem bliver der ikke rigtig nogen af. Jeg kan fornemme, at der er en masse skuffelse, som unge mennesker må bære rundt på, men vi aldrig rigtig får talt om. Den norske minister Bent Høre sætter ord på det i en kort tale, som er blevet delt hyppigt på de sociale medier.

Ét er skuffelserne, et andet hvordan tidsfornemmelsen spiller ind. Mange føler, når de bliver ældre, at da de var unge, var årene lange, og somrene ligeså, men efterhånden som man blev ældre, blev det som om årene begyndte at gå hurtigt. Der er er mange grunde til at denne subjektive forskel i tidsfornemmelse opstår. En væsentlig grund er, at ungdommen er fyldt med store forandringer og stor udvikling. Sådan er voksenlivet typisk ikke.

I den situation, som vi er i under epidemien, sker der også noget med tidsfornemmelsen. Selv har jeg en fornemmelse af, at hver enkelt dag føles lang, men at ugen til gengæld føles kort. Den britiske skribent Jonathan Freedland sætter ord på dette i en klumme i The Guardian. Det er en ændret tidsfornemmelse, man ofte ser hos mennesker, der er væk fra det sædvanlige livs rytme. Freedland har kontaktet en tidligere livstidsfange, og han kan nikke genkendende til denne forskel i tidsfornemmelse, selv om forholdene for os i dag selvfølgelig er langt bedre, end hvad fanger oplever. Denne forskel skyldes, at alle dage er ens. Højdepunkter bliver derfor ladet med en ekstra betydning.

Det er netop sådanne højdepunkter, denne særlige tid, som mange unge mennesker nu mister, og det må være hårdt. Jeg ville gerne, hvis vi kunne tale om det uden altid at have en overdøvende undertone af, at alle bare skal holde ud.