Hvad jeg tænker på, når jeg ror

Hver dag, når jeg tager en tur på romaskinen, kigger jeg ud over min bogreol. Mennesker med hang til ordspil ville sige, at jeg på denne måde har bind for øjnene. Da jeg først tog min romaskine i brug den 16. april, var det anstrengende at ro, og jeg tænkte mest på at kunne gennemføre.

Nu, hvor øvelsen er blevet del af min daglige morgen- og eftermiddagsrutine, er jeg nået til der, hvor jeg tænker på alt muligt andet, mens jeg ror. Jeg betragter Idioten, Welcome to the Monkeyhouse og Kør din plov over de dødes knogler alt imens jeg tænker på den hverdag, jeg har for nogle måneder har lagt bag mig. Noget, jeg stadigt oftere tænker over, er at der må være andre måder at være akademiker på end enten den, jeg har levet med i snart lang tid, eller den tilværelse som ansat i en offentlig eller privat virksomhed, som de fleste, jeg har været med til at uddanne, lever med.

Jeg bemærker den indre stemme, der retorisk spørger Hvem ved om du er her til næste år? Det har ikke været min stemme, og dens overlegent truende undertone kan aldrig blive min. Alle, der har lyst til og evner til at forske og undervise, bør gøre det og få mulighed for det. Det kan være en stor og givende oplevelse at lære nyt og finde ud af noget nyt. Men det må kunne lade sig gøre uden at skulle leve med uforudsigelighed, konkurrence og autoritær ledelse.

Så bipper computeren på min WaterRower, og jeg har endnu en gang gennemført det, jeg satte mig for.