Kategorier
Blog Mærkedage Musik

CV 70

Foto: Jonas Nordström. Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0)

I dag fylder C.V. Jørgensen 70 år. Han er en kunstner, det tog mig lidt tid at lære at holde af, men nu gør jeg det så også uforbeholdent. Engang, før jeg fandt ind til C.V. Jørgensen, syntes jeg at han var ordrig og sur, men så hørte jeg Lediggang A Go Go i 1982 og blev overbevist. Dét album er stadig blandt mine favoritter og holder langt bedre end efterfølgeren, Vennerne og vejen, der lyder så underligt komprimeret og “firseragtige”. Efterhånden fremstod han mere og mere afklaret, og det, der engang var spleen var blevet til en stilfærdig social indignation. Det musikalske udtryk gik fra rock over noget mere akustisk (I det muntre hjørne produceret af min grandfætter Kim Hyttel er en anden favorit, hvor netop dét udtryk er tydeligt) og over til det nærmest jazzede Sjælland (endnu et højdepunkt).

Første gang, jeg oplevede C.V. til en koncert, var i 1983 på Fjordmarken i Aalborg, og senest var det i sommeren 2018 i Skovdalen i Aalborg. Dengang var det andet navn på programmet en anden dansk rocklegende, der også så dagens lys i 1970’erne, nemlig Sort Sol. Sort Sol udsendte ikke nyt materiale i mange år, men så kom Stor Langsom Stjerne pludselig i 2017. C.V. Jørgensen har ikke ladet høre fra sig siden Fraklip fra det fjerne helt tilbage fra 2002, og jeg må indrømme, at jeg ikke tror, der kommer mere nyt fra ham.

Det er på den ene side ærgerligt, på den anden side forståeligt. Hvad mere er der egentlig at sige? spurgte C.V. Jørgensen da også på Sjælland. Man skal sige det, der er vigtigt at sige, og det har han i høj grad gjort. Tak for alle de store sange!

(Visited 78 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar