Kategorier
Blog COVID-19 Filosofi i lommen Sindet

Krop og sind – og skærm

En stor del af mit liv for tiden tilbringer jeg ved skærmen. Jeg kan arbejde hjemmefra i stort omfang, og jeg prøver også at holde kontakt med dem, jeg kender. Alt sammen sker via internettet (Zoom og FaceTime) og til nød via telefon.

Men det er, som om der mangler noget. Jeg er glad for at se mine søskende på skærmen og for at høre deres stemmer. Men jeg ville meget hellere være sammen med dem rigtigt. Og jeg kan godt lide at se en god koncertoptagelse på tv. Men jeg ville stadig hellere være til selve koncerten.

Jeg ved ikke, præcis hvorfor jeg har det sådan. Hvad er det, der gør fysiske nærvær så anderledes? I et interessant essay i The New Statesman diskuterer den amerikanske filosof Kieran Setiya netop dét. Han kommer ikke med et svar, men han konkluderer noget interessant.

I psykologi og filosofi har man længe beskæftiget sig med det, man på engelsk kalder for the mind/body problem: Hvordan er sammenhængen mellem sind og krop? I nyere filosofi har man haft spændende tankeeksperimenter om at “downloade menneskets psyke” for på den måde at forstå forholdet mellem krop og sind, men fordi vi føler et afsavn i den som-om-virkelighed, som vi har på skærmen, viser det os, at sindet og kroppen hører sammen. Ét er tankeeksperimenterne, noget andet hvad mennesker faktisk oplever i situationen. Måske er det først nu, i isolationen med dets virtuelle samvær, at vi for alvor har fundet løsningen på the mind/body problem.