Hong Kong-influenzaen

Foto: South China Morning Post.

I efteråret 1968 var jeg fire år gammel. Dét år drog en pandemi hærgende gennem verden. Den skyldtes en influenza A-virus (H3N2) som indeholdt to gener fra en fugleinfluenzavirus. Influenzavirussen begyndte i Hong Kong og blev derfor kendt som Hong Kong-influenzaen, men nåede verden rundt i 1968 og 1969 (hvor den nåede til Japan, Afrika og Sydamerika) . Omkring 1 million mennesker omkom, og alene i USA døde omkring 100.000. De fleste, der døde, var i aldersgruppen fra 65 og op. Fire måneder inde i pandemien kom der en vaccine, men det forhindrede ikke den anden bølge i 1969 og 1970.

Vi har en tendens til at blive historieløse, som om vore dages voldsomme hændelser ikke har et modstykke i den ikke så fjerne fortid – selv om de ofte har det. Det er interessant og påfaldende, at der ikke var nogen nedlukning af samfundene verden over på grund af pandemien dengang, selv om den hurtigt krævede flere ofre end COVID-19 har gjort indtil nu. Hvorfor man reagerede anderledes dengang, ved jeg ikke. 1968 var et år med ganske mange voldsomme begivenheder verden over –voldsom uro i Frankrig, kup i Tjekkoslovakiet, krig i Vietnam osv. osv. Den kolde krig fyldte rigtig meget i opfattelsen af verden; der var slet intet samarbejde mellem Vest og Øst, og Kina var isoleret fra dem begge. Om det var dét, der gjorde en koordineret reaktion umulig, eller om det simpelthen var det lavere teknologiske niveau, ved jeg ikke.

Påfaldende er det, at jeg aldrig har hørt mine forældres generation tale om Hong Kong-influenzaen.

(Visited 57 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar