Kategorier
Blog COVID-19 Etiske fordringer

Arbejdslivet er andet end arbejdskraft

Foto: https://www.flickr.com/photos/g4gti/6246088123 – Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0)

Der er mange, der nu taler om at skulle tilbage på arbejde, nu hvor samfundet langsomt bliver åbnet igen. Skal man glæde sig til at vende tilbage? Og hvad er det egentlig, man vender tilbage til? Mange af os sidder enten hjemme og kan slet ikke arbejde, eller skal arbejde hjemmefra (eller snarere: være hjemme og prøve på at arbejde som vi forventes at skulle). Når vores arbejdsvirkelighed på den måde er en anden, ligger det lige for at betragte både andres og vores eget arbejde “udefra” på en måde, vi aldrig har kunnet før.

Selv kan jeg tydeligt mærke, at noget af det, jeg laver, giver mening (f.eks. vejledning og kursusundervisning og forskningssamarbejde), mens andet ikke bidrager med samme mening. Det gælder for mig ikke mindst jagten på forskningsmidler, som er en jagt, jeg kun bedriver, fordi jeg ikke kan få ordentlige forskningsvilkår ellers – p.t. er jeg ikke desto mindre mangeårig jysk mester i afslag. Under nedlukningen virker denne nødvendige jagt endnu mere mærkelig.

Andre arbejdsliv viser sig at være mere end “brød på bordet”, for de giver en ny mening for samfundet som helhed. Sundhedspersonalet og omsorgsgiverne skaber mening for os alle, og det samme gælder bl.a. butikspersonalet i supermarkederne.

Og endelig er der nogle af de nye måder, vi arbejder på under nedlukningen, der giver bedre mening end de gamle, mens der er andre former for mening i arbejdet, vi til gengæld har mistet ved at sidde hjemme.

På engelsk skelner man mellem labour og work; på dansk er der ikke nogen tilsvarende skelnen. Det nærmeste man kommer er en skelnen mellem “arbejdskraft” og “arbejde”. Denne skelnen bliver særligt tydelig hos den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt. Hun skrev i The Human Condition om det aktive liv, som hun kaldte for vita activa. Dette liv havde ifølge hende tre komponenter:

Labor is the activity which corresponds to the biological process of the human body, whose spontaneous growth, metabolism, and eventual decay are bound to the vital necessities produced and fed into the life process by labor. The human condition of labor is life itself.

Work is the activity which corresponds to the unnaturalness of human existence, which is not imbedded in, and whose mortality is not compensated by, the species’ ever-recurring life cycle. Work provides an “artificial” world of things, distinctly different from all natural surroundings. Within its borders each individual life is housed, while this world itself is meant to outlast and transcend them all. The human condition of work is worldliness.

Action, the only activity that goes on directly between men without the intermediary of things or matter, corresponds to the human condition of plurality, to the fact that men, not Man, live on the earth and inhabit the world.

Labour er nødvendig for selve livets opretholdelse, mens work er de aktiviteter, som rækker ud over selve dette og giver livet mening for os. Og så er der action, der måske bedst kan kaldes for medborgerskab eller aktivisme. Interessant nok er der på Hannah Arendts modersmål tysk vel ikke en tilsvarende skelnen mellem labour og work – begge dele hedder Arbeit. Måske er det nærmeste, vi kommer work, det tyske Werk, der svarer til det danske værk. Vores arbejde skal kunne være vores værk.

Når vi taler om det meningsfyldte arbejde, er det vel work – vores værk eller endda livsværk – vi mener. Men de, der taler om arbejdets betydning for økonomien, taler om labour. Det er netop nu, vi også kan lave en anden genåbning, nemlig genåbningen af en diskussion om betydningen af det meningsfyldte arbejde og nødvendigheden af en sådan mening. Hvad er det i arbejdet, der giver mening? Hvad er det for et arbejde, vi gerne vil tilbage til?