For hurtigt?

Nu er der en aftale om genåbning af dele af det danske samfund, og pludselig virker det på mig som om ændringerne igen går stærkt. I går eftermiddags mødte jeg en af mine gymnasiekammerater foran supermarkedet, og hun sagde spontant at det var som om mange i Aalborgs midtby var ved at glemme “det der med corona”. Lidt bagefter mødte jeg min kusine, der skal sørge for at hendes far kan komme på plejehjem – men samtidig kan hun ikke besøge ham. Og hun arbejder som sygeplejerske, så for hende er pandemien særdeles nærværende.

I dag, i et andet supermarked i nærheden, var afstandsstriberne ved kassen i dårlig forfatning, og to mænd foran mig (der talte et sprog, der måske var polsk) virkede ikke særligt opmærksomme på at holde afstand. Kunderne bag mig virkede også lidt mere ligeglade end jeg var vant til. Jeg kan sagtens forstå, at alle afstandsregler og hygiejnekravene med tiden kan være forordninger, man bliver træt af. Men der er jo en grund til dem.

Her til aften kom en mail fra Aarhus Universitet (en mail, jeg får, fordi jeg er censor og engang også havde en fuldtidsansættelse der) der beskriver, hvordan aftalen om den nye udvidelse af genåbningen vil betyde, at medarbejdere, der har arbejdssted i de dele af universitetet, der ligger i Jylland og på Fyn, vil kunne få fysisk adgang til arbejdspladsen efter nøje regulerede krav, der endnu ikke er udarbejdet. 

Ændringerne er igen lidt overvældende. Hvilken ændring al den forøgede aktivitet vil få på smittespredningen, ved jeg ikke. Jeg håber sådan, at beslutningstagerne ved, hvad de gør. Hvis det går galt igen, kan det måske blive svært at tale om nedlukning igen.

Også det mentale aspekt kan gøre mig lidt underligt tilpas. På den ene side har jeg vel isoleret mig derhjemme og har indrettet mig efter at have hele mit liv i hjemmet efterhånden.. Jeg er nu den eneste i husstanden, der er hjemme i dagtimerne. På den anden side har isolationen også givet mig fred på nogle måder. Hvordan det vil føles for mig at møde på arbejde igen, ved jeg ikke.