Screen New Deal?

Naomi Klein har et interessant essay i The Guardian om hvordan de store tech-virksomheder (og ikke mindst Google og Microsoft) prøver at profitere af COVID-19-pandemien. Ikke mindst online-undervisning er kommet til at fylde meget. Klein taler med et ordspil om at det, virksomhederne går efter, er en slags Screen New Deal. Det er selvfølgelig et ordspil på den Green New Deal, progressive politikere i USA efterlyser som respons på klimakrisen.

Eric Schmidt, tidligere topchef og tidligere bestyrelsesformand for Google, er i spidsen for et ekspertpanel i delstaten New York, der giver sit bud på hvordan virkeligheden og hverdagen skal se ud efter pandemien. Panelet fokuserer på hvordan internetteknologi kan integreres permanent i borgernes dagligliv. Der er forslag om telesundhed, fjernundervisning og hurtige bredbåndsforbindelser. Også Bill Gates er fremme i samme delstat med et lignende partnerskab om fjernundervisning.

Det er selvfølgelig ikke noget tilfælde, at der er sådan et fokus fra netop Google og Microsoft på at udbrede internetteknologi yderligere. Der er ikke tale om en sammensværgelse, men om at virksomhederne nu fisker i rørte vande. Men skal det være den teknologiske fremtid? Naomi Klein skriver

Schmidt kan have ret i, at overfyldte klasseværelser udgør en sundhedsrisiko, i det mindste indtil vi har fået en vaccine. Men hvorfor ikke i stedet ansætte dobbelt så mange lærere og skære klassestørrelsen ned til halvdelen? Eller hvad med at sørge for, at alle skoler har tilknyttet en sygeplejerske?

Den form for tiltag vil kunne skabe nye job i en periode med arbejdsløshed på niveau med depressionstidens og give læringsmiljøer mere fleksibilitet. Hvis skolebygningerne er for overfyldte, hvorfor så ikke opdele dagen i skift og afsætte flere timer til udendørsundervisning? Der er forskningsmæssig evidens for at, indlæring fremmes af, at børn tilbringer mere tid i naturen. Der kan være praktiske udfordringer forbundet med den type tiltag. Men at gå den vej vil være klart mindre risikabelt end at opgive den gennemprøvede ’teknologi’, hvor uddannet personale underviser børn og unge ansigt til ansigt, i grupper, hvor de samtidig lærer at socialisere.

Vi har i folkeskolen i Danmark set noget lignende. Først var der fjernundervisning i lang tid, og så kom eleverne i indskolingen tilbage. Fjernundervisningen krævede meget af de hjemmegående forældre og var næppe af særligt høj kvalitet, men med de midlertidige normeringer i klasserne var der pludselig meget mere tid til det enkelte barn, en mere overskuelig arbejdstid for lærerne og meget mere tid udendørs.

Det er bestemt ikke givet, at det, man skal lære af pandemien er, at der bare skal være mere fjernundervisning, mere telemedicin, mere brug af sociale medier og mere e-handel. E-handelen giver, som Naomi Klein skriver, let anledning til flere lagre, der reelt er sweatshops, og de sociale medier giver let anledning til mere overvågning. Tværtimod kunne man af pandemien lære værdien af menneskeligt nærvær og hvordan det kan hjælpes på vej af ordentlige anvendelser af internetteknologi.

Nogle vil synes, at det er underligt, at netop jeg er skeptisk over for internetteknologi. Det er jeg nu heller ikke, men min holdning er at teknologien ikke må bruges som en erstatning for menneskelig kontakt og nærvær, men et værktøj, der kan sikre livskvalitet. Man kan bruge teknologien til at gøre mennesker overflødige og dermed gennemføre en rationaliseringsøvelse, men vi kan bestemt også bruge internetteknologien til at skabe mere menneskeværd (herunder “nærværd”).

(Visited 66 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar