Denne tekst kunne have været på svensk

Nogle gange falder jeg over umiddelbart fascinerende essays, der tager fat på et begreb fra naturvidenskab og bruger det til at nå en underlig konklusion, typisk ved at misforstå det. I dag læste jeg et sådant essay på Medium.com, et websted med alskens tekster af meget varierende kvalitet. Det er interessant at læse den slags ind imellem, for selve dét at gendrive påstandene kan være en interessant øvelse.

Teksten, jeg læste, tager fat i mangeverdensfortolkningen. Mangeverdensfortolkningen er en tolkning af kvantefysikken, der skyldes den amerikanske fysiker Hugh Everett, som er far til sangeren Mark Oliver Everett fra The Eels. Det far-søn-forhold er der forresten lavet en interessant dokumentarfilm om. Det tillokkende ved mangeverdensfortolkningen er, at den fjerner den nondeterminisme, som findes i kvantemekanikken. Alle en elementarpartikels tilstande findes nemlig “samtidig”, og til hver kombination af mulige partikeltilstande svarer tilstand, en verden. En sådan tilstand er ikke en tilstand, man muligvis kunne nå, det er en tilstand, der vil blive nået. Verden spalter sig hele tiden op i nye verdener. Der vil bl.a. findes en verden, hvor livet på Jorden aldrig opstod – ja, faktisk vil der findes uendeligt mange sådanne. Og der vil findes en verden, der er identisk med den, vi er i nu, men hvor denne tekst er forfattet på svensk.

Der er en lang og spændende artikel om mangeverdensfortolkningen (på engelsk) i Stanford Encyclopedia of Philosophy, der både tager fat i kvantefysikken og de filosofiske overvejelser bag.

Påstanden i essayet på Medium.com tager udgangspunkt i, at der findes øjeblikke i mange menneskers liv, hvor man med nød og næppe undslipper en alvorlig ulykke eller sygdom med potentielt dødelig udgang. I nogle tilfælde sidder man tilbage med en erindring om tiden op til ulykken, der er anderledes end den, andre har. Eller måske er andre mennesker som forandret – kolleger og familie opfører sig lidt anderledes over for én. Hvis man husker verden anderledes end andre gør, kunne det derfor, hævder essayet, være et tegn på at man er havnet i en anden verden i mangeverdens-modellen. I én mulig verden er man død, i en anden lever man videre. Essayet er besnærende, for det giver umiddelbart en elegant forklaring på noget, mange (også jeg) har erfaret.

Men hvad dette besnærende argument overser, er at mangeverdensfortolkningen ser verdenerne som en træstruktur. Indtil det “mulige dødsfald” var der kun én fælles fortid, og derfor burde der ikke være en forskel i egen hukommelse eller i omverdenenes hukommelse.

Noget andet, som det besnærende argument overser, er at ideen om ændret hukommelse faktisk ville udgøre en makroskopisk test af mangeverdensfortolkningen. Vi kan kun observere, at der er forskellige “samtidige” verdener, hvis samme makroskopiske objekt findes “samtidig” i flere forskellige tilstande. De to drikkeglas på billedet ovenfor er ikke samme objekt, så dette billede er ikke bevis for mangeverdensfortolkningen – men hvis vi kunne observere to verdener, i hvilket drikkeglasset til højre var fyldt i den ene verden, men tomt i den anden, ville det være anderledes. Ingen sådanne makroskopiske tests findes dog endnu.

Den kedelige forklaring på at noget har forandret sig, efter at man er undsluppet en alvorlig ulykke eller sygdom, er selvfølgelig dels, at hukommelsen har det med at være upålidelig i den slags sammenhænge, dels at andre ofte uvilkårligt reagerer anderledes på én, der har været ude for noget voldsomt.