Kategorier
Blog COVID-19

Når denne mørke nat er slut

I går faldt der en euro-mønt ud af min tegnebog, da jeg tog den ned fra hylden i gangen. Den havde ligget i et mellemrum lige siden jeg vendte hjem fra en mærkelig rejse til Malta tværs gennem Italien, netop på det tidspunkt sidst i februar hvor COVID-19-pandemien var ved at begynde i Europa.

Nu er det sidst i maj. Jeg har i går fået at vide, at jeg snart kan møde på arbejde igen. Nyhederne handler ikke kun om pandemien længere. Mange føler, at noget er anderledes. Nogle er endda begyndt at spørge, om nedlukningen af det danske samfund var nødvendig. Var det mon bare et politisk stunt (som alle partier støttede)? I sådan en situation skal man huske, at det faktisk kun er to måneder siden, det italienske og det spanske sundhedsvæsen var ved at kollapse. To uger efter jeg kom hjem, kunne man i dagbladet Information læse et interview med en italiensk læge, Pierlugi Viale, der leder den infektionsmedicinske afdeling på universitetshospitalet Sant’Orsola-Malpighi i Bologna, hovedbyen i Emilia Romagna-regionen, der har været et af de hårdest ramte områder i Italien.

Pierluigi Viale er bekymret over, at tiltagene for at bekæmpe coronavirussen fortsat ikke er hårde nok. Og han forstår ikke, hvorfor andre lande ikke går endnu mere drastisk til værks, når de kan se, hvad der sker i Italien.

Der skal reageres hurtigt og dramatisk lang tid før, at antallet af smittede begynder at tage fart, for på det tidspunkt kan det allerede være for sent at forhindre, at situationen løber løbsk, og sundhedssystemet tvinges i knæ, siger han.

»Luk jeres byer ned med det samme. Tving folk til at undgå social kontakt,« opfordrer han.

»I skal lige nu og her øge jeres intensivafdelingers kapacitet, ellers går det galt. Lav flere test. Test alle, der har været i kontakt med syge.«

»I ligner os for to uger siden. I skal handle drastisk nu. Og hvis det lykkes både jer og os, håber jeg, vi alle ses igen, når denne mørke nat er slut.«

Fra dagbladet Information, 20, marts 2020 (https://www.information.dk/udland/2020/03/italiensk-laege-frontlinjen-coronakrigen-raedselsslagen-europa-laerer-vores-mareridt)

Lige nu er der ikke ret mange, der dør i Danmark af COVID-19. Det er en glædelig udvikling. Men i mange andre dele af verden ser det helt anderledes ud, og det kan godt komme til at se anderledes ud i Danmark igen. Derfor er det alt for tidligt at sige, at denne mørke nat er slut.

(Visited 104 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar