Så længe det er lovligt…

Hele sagen om Inger Støjbergs instrukser om adskillelse af asylansøger-par har endnu engang sat fokus på spørgsmålet om lov og etik. Et tidligere folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti mener, at Støjberg handlede etisk korrekt og at loven derfor skal ændres. Loven skal således afspejle en etisk grundholdning. Jeg er helt uenig med det tidligere folketingsmedlem i at Støjberg handlede etisk korrekt, men jeg er faktisk enig i ideen om at lovgivningen skal være udtryk for en etisk holdning.

Man kan også mene det modsatte. For tre år siden skrev jeg her om BAE Systems, der dengang havde en stor afdeling i Nørresundby. Dagbladet Information afslørede, at BAE Systems arbejdede med udvikling af overvågningssoftware, der blev solgt til diktaturstater i Mellemøsten. Virksomheden reagerede ved at sende i en mail til Information, hvori den pointerede, at den skam overholdt loven og virksomhedens egne principper for »ansvarlig handel«. BAE Systems handlede korrekt, alene fordi de overholdt loven.

Når man diskuterer etik i erhvervslivet, hører man forbløffende ofte varianter heraf: Nogle er villige til at tjene penge på hvad som helst, så længe det er lovligt. Ofte bliver denne holdning begrundet med at aktiviteterne finder sted alligevel – og så kan man jo lige så godt tjene penge på dem. Hvis man ikke deltog, var der måske nogle værre personer, der tjente penge på den slags.

Her ser jeg et stort problem, for personer med denne holdning siger reelt, at etikken skal defineres af lovgivningen og ikke omvendt. Det betyder, at man overlader til det til lovgiverne at definere, hvilke handlinger der er etisk tilladelige, og hvilke der ikke er. Man så at sige deponerer sin etik hos politikerne. Skal politikerne på tilsvarende vis henholde sig til at det, der er etisk tilladeligt, er det, der er lovligt?

Det forekommer mig at være et synspunkt, det er underligt at skulle forsvare. Love ændrer sig som bekendt. I Tyskland var det fra 1935 og frem til Hitler-regimets fald lovligt at diskriminere mod jøder, og jøder i Tyskland mistede alle borgerrettigheder. Og i Danmark var det fra 1968 til 1979 faktisk tilladt at distribuere billeder af sensuelt misbrug af børn (såkaldt “børneporno”). Betyder det, at det i 1938 ville være etisk korrekt at arbejde med at konfiskere tyske jøders ejendom eller i 1975 ville være etisk korrekt at udgive et blad med billeder af børn, der blev sensuelt misbrugt?

(Visited 83 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar