Den aften, musikken døde

Foto: https://plus.cusica.com/2017/07/06/tragedia-roskilde-la-pesada-cruz-pearl-jam/

I dag er det tyve år siden den ulykke på Roskilde Festival, der kostede ni mennesker livet. Også jeg var der den 30. juni 2000, men heldigvis ikke i nærheden af Orange Scene. Jeg sad ved en madbod et stykke derfra sammen med min ven Per, og selv om vi godt kunne lide Pearl Jam, tænkte vi at der nok var for mange mennesker og lidt for voldsomt. Vi gik ind til en koncert på en af de overdækkede scener – jeg husker at det var med Saint Etienne og at det var en god og venlig musikoplevelse. Men da vi forlod det store telt, kunne vi godt se, at noget var helt anderledes. Der var tomt på Orange Scene og de mange festivalgæster gik rundt på må og få. Per og jeg fandt en bus til København, og her mødte vi en, jeg engang havde undervist. Han fortalte os om ulykken, og da vi kom hjem til Per, der dengang boede i midtbyen, så vi de direkte nyheder om ulykken. Det var ikke meget, vi sov den nat. Vi tog ud til festivalen igen dagen efter, og stemningen var forandret til ukendelighed. Koncerterne fortsatte. Jeg husker en koncert med Love Shop og samtalen med Jens og Henrik bagefter. Jeg husker en salme afsunget foran et stort, tyst publikum. Og der gik mere end 10 år, inden jeg igen tog til festival derovre – eller til musikfestival i det hele taget.

Da jeg vendte tilbage, var det heldigvis de gode festivalminder og musikoplevelser fra mange tidligere besøg, der stod klarest. I år er der ingen festival, og jeg fik ikke billet til 2021. Men en dag må jeg derover igen.

Gør det ondt?

En rapport fra 2013 dokumenterer, at læger og sygeplejersker ofte ikke forbinder patienters problemer med, at de kommer fra en anden kultur og et andet land og at nogle ansatte endda taler om “etniske smerter”! Men fornemmelsen af smerte er subjektiv, og faktisk også også kulturelt (herunder også historisk) bestemt. I Det Gamle Testamente står der at

Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn.

Første Mosebog, kapitel 3, vers 16 (https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Mos/3)

I dette bud, tillagt Jahve, lå der et krav om at kvinder skulle acceptere, at det gør meget ondt at føde. Men nu, mange år senere er smertelindring blevet udbredt ved fødsler i den rige del af verden. Man vil ikke længere finde sig i smerten.

Holdningerne varierer ikke kun over tiden. I Middelhavslande og i Mellemøsten er det ikke forbundet med skam at give tydeligt udtryk for fysisk smerte. I østasiatiske kulturer, hvor konfucianismen er vigtig (ikke mindst Kina) er det helt anderledes; her skal man bære smerten med “værdighed”. Der er også forskelle mellem kønnene og forskelle fra menneske til menneske.

Hele dette forskningsområde er grundlagt af den polskfødte forsker Mark Zborowski, der i 1960’erne undersøgte hvordan forskellige befolkningsgrupper i USA gav udtryk for fysisk smerte. Han fandt nogle meget tydelige forskelle mellem tre forskellige grupper af amerikanere med europæisk baggrund: jøder (fra Østeuropa), italienere og “gammelamerikanere”, dvs. amerikanere med protestantisk baggrund.

Denne slags kulturelt bestemte attituder til fysisk lidelse er vigtige at have sig for øje i sundhedsvæsenet, for ellers kan man ikke give patienter korrekt behandling. Den eneste indikator på hvor megen og hvilken form for smerte, en patient føler, stammer nemlig fra patienten selv. Rapporten fra 2013 dokumenterede, at nogle patienter bliver afvist med “etniske smerter” i arme og ben, hvor det så har vist sig at være en kræftsygdom, som havde spredt sig til knoglerne. Mere banale sygdomme som astma eller bihulebetændelse er også tit blevet kaldt “etnisk migræne”

(Mark Zborowski er i øvrigt berygtet for i sin tid at have været agent for den sovjetiske efterretningstjeneste og for i denne sammenhæng at have infiltreret trotskistiske dissidentmiljøer uden for Sovjetunionen.)

Lær at være introvert

Der er en interessant kommentar af Lise Heidemann Andersen i dagbladet Information om de “stille elever”. Hun underviser selv i dansk som andetsprog og oplever, at de “stille elever” der ikke siger så meget i undervisningen, har svært ved at komme på banen og kobler sine overvejelser til overvejelser om introverte og ekstroverte personlighedstyper.

Man lægger simpelthen mere mærke til de ekstroverte elever, både på godt og ondt. Lærere, som jeg selv kender, fortæller mig at det ofte er de få, meget snakkende og rastløse elever i en klasse, der kan virke forstyrrende.

Lise Heidemann skriver bl.a.

Som lærere har vi et stort ansvar for også at give de stille elever de bedste betingelser for at deltage i undervisningen og dermed ruste dem til et liv på arbejdsmarkedet.

Vi kan begynde med at tage elevernes personlighedstyper med i vores didaktiske overvejelser og give de stille elever lidt mere albuerum i undervisningen. Det kan vi gøre på flere måder. Vi kan give mere tid til refleksion i undervisningen, for eksempel ved at give eleverne to-fem minutter til at tænke over, hvad de mener, inden de skal udtrykke sig mundtligt i klassen. Det vil give de stille elever den tid, de har brug for til at formulere det, de gerne vil sige. Og det vil give mere ekstroverte elever mulighed for at tænke, før de taler.

Giv ordet til de stille elever (https://www.information.dk/debat/2020/06/giv-ordet-stille-elever )

En af mine gode bekendte engang fortalte mig engang, at han var introvert, men havde lært at opføre sig som en ekstrovert ind imellem, fordi det var nyttigt og nødvendigt. Jeg er også introvert, og jeg har lært mig selv samme slags adfærd. Ikke alle har det sådan. Nogle gange læser jeg om mennesker, der siger at de er introverte og derfor ofte siger nej til invitationer fra andre, nogle gange meget bestemt.

Den slags adfærd kender jeg ikke så meget til, og den kan let komme til at virke menneskefjendsk, synes jeg. Jeg vil som regel gerne være sammen med andre mennesker., og det samvær giver mig noget vigtigt. Men af og til skal jeg også trække mig tilbage en kort stund; det er ikke fordi, jeg er træt af de andre. Jeg skal bare genetablere lidt ro i hovedet, inden jeg fortsætter samværet. Bedst kan jeg vel sammenligne det med fysisk aktivitet. Det kan være rigtig godt at bevæge sig, og jeg kan også mærke, at det er godt for min sundhed at jeg rører mig – men af og til skal jeg tage et lille hvil.

Et egentligt spørgsmål, jeg endnu ikke har fundet et godt svar på (egentlig er det fordi der er tale om en personlig indsigt, jeg er afskåret fra, fordi jeg ikke er ekstrovert selv) er: Hvordan lærer man som ekstrovert person at opføre sig som en introvert ind imellem?

Som Lise Heidemann Andersen fremhæver, er der nemlig kvaliteter både i at være introvert og i at være ekstrovert. Kvaliteten ved introversion er at fordybelsen og muligheden for at rumme sig selv kommer mere naturligt. Helt tilsvarende er der også kvaliteter ved ekstroversion, nemlig i form af at kunne lade sig inspirere af andre. Uddannelsessøgende har brug for både at kunne vende blikket indad og udad. Nogle gange skal man reflektere over sin egen læring og fordybe sig, andre gange skal man samarbejde med andre lærende og lære sammen med dem. Måske er “tænkepauserne” en idé, men jeg tror at der skal mere til. Først og fremmest skal der skabes en forståelse af at de forskellige personlighedstyper har deres unikke kvaliteter. Det enkelte menneske skal også se det nyttige i at handle anderledes end på den måde, der umiddelbart falder én naturligt.

En dansk nationalsport

Esben Søvang Maaløe, der er skribent fra København, og jeg skrev i den forgangne uge et indlæg som reaktion på to indlæg af Anna Libak i Weekendavisen. Hele den igangværende diskussion om racisme, hvor der er et væsentligt element af benægtelse (Libak præsterede at benægte eksistensen af strukturel racisme først i USA, siden også i Danmark), mindede os meget (lidt for meget) om diskussionerne om arbejdsløshed og af om hvornår man er “egentlig arbejdsløs”, henholdsvis “indbildt arbejdsløs”.

Vi sendte indlægget ind til Weekendavisen; de ville ikke have det – men vi lægger det på vores respektive websteder. Her er det:

Margaret Thatchers sagde, at der ikke findes et samfund, kun individer. Det menneskesyn bragte hun med sig ind i sin regeringstid i Storbritannien og var med til at skabe og forvalte en ulighed, hun altid benægtede. Anna Libak har den 19. juni et indlæg med samme ærinde: Den strukturelle racisme findes ikke. Findes racisme, skyldes den individer – i al fald i Danmark, for det er kun Danmark, Libak kan se. 

Allerede her dukker paradokset op, for Libak hævder på én og samme tid at samfundets strukturer ikke har negativ indflydelse på mennesker, men at de til gengæld har indflydelse på individet, men kun positiv. Hun skriver endda, at “hvis en repræsentant fra systemet sagde højt, at diskrimination er i orden, ville han eller hun omgående blive fyret.”

Men hele den fattigdomsgørende halve kontanthjælp, der først hed “starthjælp”, siden “integrationsydelse” og nu “hjemsendelsesydelse” viser, at systemet faktisk helt åbent taler om og benytter sig af diskrimination. Da “starthjælpen” og “brøkpensionerne” dukkede op i 2005, var politikerne helt på det rene med at alle, der opfylder samme betingelser som flygtninge, ryger med som “collateral damage” – vi har altså i dag ikke bare fattiggjorte indvandrere, men også indfødt-etniske danskere på “hjemsendelseshjælp”. Kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen har samme mål: At ramme bestemte grupper og dertil overbevise dem om, at deres situation skyldes dem selv.

Etnicitet og oprindelse er bare ét aspekt. Fattigdom og arbejdsløshed er et andet. Også for arbejdsløse og andre uden arbejde findes der et system af sanktionerende foranstaltninger. Også her siger samfundets strukturer, at de udgrænsedes situation skyldes dem selv.

Men man vælger ikke sin etnicitet. Det store flertal af (nominelt) arbejdsløse, der i virkeligheden er kronisk syge, har heller ikke valgt at have et handicappende  helbred. De raske arbejdsløse har ikke heller ikke valgt de konjunkturer de er underlagt, og som  lige nu forurenes af  den såkaldte virksomhedspraktikordning, der giver virksomhederne penge for at bruge arbejdsløse som gratis arbejdskraft og dermed underminerer jobmarkedet totalt. Hvorfor ansætte en ufaglært, når jobcenteret tilbyder gratis arbejdsløs arbejdskraft? Virksomhederne er også en del af incitamentstrukturerne i samfundet og deltager på den måde i udgrænsningen. At de derved også kan hæve deres udbytter, er “kun godt” – og i København takkes de med plakater i bybilledet.

Samfundets strukturer giver den enkelte skylden og skaber en indre stemme, der siger at man ikke er “god nok” og kunne gøre det bedre. Det er de samme indre stemme, som etniske minoriteter får internaliseret af andre, men i princippet de samme strukturer, anført af flittige politikere, med behov for opmærksomhed. I begge tilfælde giver de såkaldte incitamenter, der hævdes at kunne løskøbe den enkelte fra skylden, stress og det, der er værre. Og der er ydre stemmer, der siger det samme som den indre stemme: Du er forkert. De arbejdsløse møder skepsis fra andre i arbejde. De “etnisk forkerte” møder “hyggeracisme” og tilråb. De uformelle strukturer og de formelle strukturer går sammen om at skabe en strukturel ulighed.

De styrende lag må indse, at det er denne mekanisme, de har skabt og at de kun kan være gode ledere, hvis de vil være det for alle. Ofrene for uligheden bør indse, at al uligheden har samme kilde, metoder og rammesætninger. Deres kamp skal derfor ikke kun kan handle om deres egen situation, men også om de andre undertryktes. Den økonomiske ulighed vil altid stå i vejen for alle andre lighedsønsker, for den sår splid og desperation. Alle, der bliver ofre for uligheden, bør indse, at de strukturelle uligheder kommer fra samme kilde, og at den i sidste ende ikke er dem selv. Nej, man skal ikke ignorere kampen mod racisme ud fra en devise om at når der er økonomisk lighed, forsvinder racismen “af sig selv”. Men når de, der er ramt af f.eks. racisme og arbejdsløshed, kæmper mod hinanden, cementerer det bare de strukturelle uligheder. 

Samfundets strukturer sætter rammerne for vores muligheder, erfaringer og livsoplevelse ved at sætte værdierne af nogle parametre. For nogle borgere er parametrene sat til behagelige værdier: materiel tryghed, uddannelsesmuligheder, arbejde, et godt hjem og måske endda arbejdsfrie indtægter som f.eks. investeringer. De borgere er privilegerede, og det er deres liv vi bruger som målestok og i høj grad dem, der tegner debatten. Det er tænketanksdirektøren, der aldrig har oplevet påtvungen arbejdsløshed eller fattigdom, men alligevel gøres til autoritet på netop de områder. Og det er udlandsredaktøren, der projicerer egne livserfaringer ud som generelle truismer. Sagt med en simpel analogi: Hvis temperaturen i omgivelserne altid er 20°C glemmer man hvordan det er at fryse. 

Når Anna Libak hævder, at strukturerne ingen indflydelse har på den ulighed, borgerne oplever, benægter hun samtidig at samfundsstrukturerne skaber og vedligeholder ulighed. Men skyldes hendes benægtelse, at hun er ondsindet? Nej. Benægtelsen er en dansk nationalsport blandt privilegerede; de har endda arbejdspladser, der gør at de kan leve af deres sport. Udøverne af benægtelse er ofte ikke gode eller onde. De er bare blinde for den ulighed, som de ikke selv mærker eller har lyst til at mærke. Benægtelsen er nemlig også strukturelt betinget. I de privilegeredes omgivelser er der altid 20°C, så de skal aldrig tænke på temperaturen og tror, at de, der fryser, bare kan tage mere tøj på og kan kritiseres for ikke at have gjort det af sig selv. De privilegerede tror, at det er nok at sige at man ikke er ond. Men der skal noget andet til: De skal erkende, at de har privilegier og drager fordel af de strukturer, som giver andre ulemper og reelt påfører dem ondt.

Der er brug for en regulering af samfundets samlede temperatur, så ingen fryser. Hvorfor skal der være  permafrost i Gellerup, men tempereret i Nordsjælland?

“Uddannelsescentre” og forskning

Tashpolat Tiyip (tv.) bliver æresdoktor fra Sorbonne. Foto: Amnesty International.

Tashpolat Tiyip er en fremtrædende forsker i geografi i Xinjiang-provinsen i Kina. Han er bl.a. æresdoktor fra Sorbonne. Fra 2010 til 2017 var han præsident for Xinjiang Universitet, men i 2017 blev han tilbageholdt i Beijings lufthavn, da han sammen med en gruppe studerende skulle rejse til Tyskland. Herefter er han “forsvundet” og er blevet dømt til døden ved en hemmelig domstol. Hans familie kan ikke få at vide, hvor han er.

Tashpolat Tiyip er efter alt at dømme blevet forfulgt, fordi han er uighur og kritisk over for det kinesiske regime. Uighurere er et etnisk mindretal på omkring 11 millioner mennesker; de er muslimer. Uighurerne modsætter sig ligesom tibetanerne det kinesiske overherredømme, og derfor bliver de udsat for voldsom og systematisk forfølgelse. Omkring en million af dem menes at sidde i lejre eller fængsler. Ifølge Amnesty International foregår der tortur og indoktrinering i lejrene, mens de kinesiske myndigheder kalder lejrene for “uddannelsescentre”.

Det er desværre her, datalogiske metoder til analyse af data kommer ind. Kinesiske firmaer udvikler i tæt samarbejde med regimet metoder til analyse af internet-data og mobildata og til ansigtsgenkendelse, så det er muligt at opspore og overvåge dissidenter blandt uighurer og andre etniske mindretal.

USA er et af de vestlige lande, hvor der har været tæt samarbejde mellem datalogiske forskningsmiljøer og kinesiske virksomheder om teknologi, der bliver brugt til overvågning og i sidste ende til forfølgelse. I nogle tilfælde er det kinesiske universiteter, der agerer som en form for mellemmænd.

Ofte er det jagten på forskningsmidler, der er drivkraften hos datalogiske miljøer, og mange af problemerne, man beskæftiger sig med, fremstår fra de kinesiske samarbejdspartnere så generelle, at det bliver sløret hvad formålet egentlig er. I 2019 skred USAs handelsministerium dog ind over for disse samarbejder og sortlistede en række kinesiske virksomheder. Dette skete som reaktion på en række sager.

I 2018 indgik MIT et forskningspartnerskab med det kinesiske firma SenseTime, som er blandt de virksomheder, der i 2019 blev sortlistet af det amerikanske handelsministerium på grund af sin rolle i undertrykkelsen af uighurerne. SenseTime-midlerne hos MIT er forbundet med betydelige donationer fra iFlyTek, som er en anden kinesisk virksomhed inden for overvågningsteknologi. Også iFlyTek er sortlistet af det amerikanske handelsministerium og nævnt af Human Rights Watch i 2017 for sin masseindsamling af data i forbindelse med politiets overvågning i Xinjiang .

MIT er på ingen måde det eneste universitet i USA, der har haft forbindelser til forfølgelsen af uighurerne, og som har hentet eksterne forskningsmidler gennem samarbejde med kinesiske firmaer. Et andet eksempel er University of Illinois at Urbana-Champaign, hvor der har været forskning delvist finansieret af CloudWalk, der arbejder med software til ansigtsgenkendelse af uighurer og tibetanere.

USAs politik om sortlistning kan blive et generelt redskab i det større billede, men det er vigtigt, at forskningsmiljøer også selv tager aktiv stilling til de potentielle anvendelser af de teknologiske løsninger, de arbejder med, og tager et etisk ansvar i stedet for at risikere at ende som en form for naive redskaber for andre. I bl.a. USA har afhængigheden af ekstern finansiering nu nået et niveau, hvor det er vigtigt med en kritisk stillingtagen til interessenterne, ikke mindst hvis de kommer fra lande med voldsom undertrykkelse.

Den antoninske pandemi

V0010664 Dødsengelen vælger en dør under pesten i Rom. Wellcome Library, London. Wellcome Images images@wellcome.ac.uk http://wellcomeimages.org. Stik af Levasseur efter Jules-Elie Delaunay. CC BY 4.0 http://creativecommons.org/licenses/by/4.0/

I The New Statesman er der en anmeldelse af John Gray af The Fate of Rome: Climate, Disease and the End of an Empire af den amerikanske historiker Kyle Harper. Det lader til at være en vigtig bog, ikke mindst set i lyset af hvordan verden ser ud i dag.

Ofte har man sagt, at det hele begyndte at gå galt i Romerriget, da Marcus Aurelius udpegede sin søn Commodus til kejser i stedet for at udvælge og adoptere en efterfølger, sådan som hans forgængere havde gjort.

Men alene valget af en efterfølger kan vel ikke være forklaringen alene. Fra 165 til 180 blev Romerriget ramt af en pandemi, der er blevet kaldt den antoninske pandemi. Det var den, der endte med at koste også kejser Marcus Aurelius livet. Omkring syv millioner mennesker døde under pandemien. Symptomerne var bl.a. feber, hoste, diarre, tørst og meget dårlig ånde, efterfulgt af udslæt over hele kroppen. I dag mener historikere, at der var tale om kopper.

Pandemien kunne sprede sig, fordi der på dette tidspunkt i oldtiden var opstået egentlige storbyer og fordi der var blevet bygget veje tværs gennem det store rige – en tidlig form for “globalisering”. Der var også på denne tid klimaforandringer, som dengang ikke var menneskeskabte, men primært var udslag af naturlige variationer. Og Romerriget var ikke forberedt på og slet ikke i stand til at håndtere og inddæmme pandemien.

Et af ofrene for Romerrigets fald var stoicismen og dens overbevisning om at det var muligt at leve et dydigt og harmonisk liv. To hundrede år senere var stoicismen forsvundet, og den mest udbredte religion var Apollon-kulten og den fremstormende kristendom, der til sidst endte som den nye statsreligion.

Det er slet ikke sikkert, at det kommer til at gå som det gik dengang med Romerriget, men parallellerne til situationen her i det 21. århundrede med COVID-19 og menneskeskabte klimaforandringer i samspil med globaliseringen er interessante.

Dansk Folkepartis sorgproces

Dansk Folkepartis campingvogn til Folkemødet i Allinge på Bornholm den 16 juni 2011. Foto: News Øresund – Johan Wessman © News Øresund.

I disse uger er det som en masse mennesker, der aldrig har tænkt på eller har villet tænke på racisme, omsider er blevet nødt til at forholde sig til den. Især den strukturelle racisme ser ud til at volde mange kvaler. Det er en sorg og en kognitiv dissonans at skulle indse, at det samfund, man er vokset op i, også har sider, der er rigtig grimme. Også for mig er denne erkendelse en sorg, også selv om den ikke er ny i mit tilfælde.

Det vi ser, minder mig derfor om sorgens fem faser, sådan som de blev formuleret af Elisabeth Kübler-Ross: Først er der benægtelse. Så kommer vreden og derefter forhandlingen. Til sidst kommer depressionen og forhåbentlig omsider accepten.

Første fase, benægtelsen (som jeg skrev om for nylig) virker til at være en slags nationalsport. Anna Libak brugte to indlæg i Weekendavisen på at benægte først eksistensen af strukturel racisme i USA (det er i sig selv noget af en benægtelse for et land, der indtil slutningen af 1960’erne havde egentlig apartheid!!) og derefter benægter hun så eksistensen af strukturel racisme i Danmark. Hun erkender, at der findes racisme, men at den skyldes isolerede menneskers onde gerninger. Vi er forbløffende tæt på Margaret Thatchers udsagn om at der ikke findes noget samfund, kun individer.

I dag er turen så kommet til Dansk Folkeparti, og interviewet på DR er også fascinerende læsning. Søren Espersen siger, at strukturel racisme i form af diskrimination ikke findes. Det gør han ved at definere sig ud af den.

De danske eksperimenter viser, at folk med et mellemøstligt navn har sværere ved at blive kaldt til jobsamtale eller få en lejebolig end folk med et dansk navn.

Men det er ikke racisme, har flere markante politikere fra Dansk Folkeparti sagt:

– Det har ikke en pind med racisme at gøre, for det har ikke noget med hudfarve at gøre, sagde byrådsmedlem fra Dansk Folkeparti Kenneth Kristensen Berth til Radio4.

Og i radioprogrammet Shitstorm på DR P1 sagde folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti Søren Espersen:

– Hvad i himlens navn har det at gøre med hudfarve? Jeg taler om hudfarve.

Til Jyllands-Posten sagde Søren Espersen:

– Jeg vil kun acceptere, at racisme handler om hudfarve. Optræder vi uordentligt over for folk med en anden hudfarve? Nej, det gør vi ikke.

Detektor: Efter racismedebat – Dansk Folkeparti anerkender forskelsbehandling (https://www.dr.dk/nyheder/detektor/detektor-efter-racismedebat-dansk-folkeparti-anerkender-forskelsbehandling)

Derefter kommer turen til Marie Krarup. Hun siger at forskelsbehandling findes. Den er ubehagelig for den enkelte, men den er samtidig nødvendig og forståelig – så hun forsvarer den. Det er ikke overraskende.

– Man starter bagud på point, når man har et fremmed navn og en fremmed baggrund, siger Marie Krarup, partiets integrationsordfører.

Er det et problem, at der sker den her forskelsbehandling?

– Man kan sige, det er uretfærdigt, men jeg tror, at man må erkende, at man starter bagefter på point, når man kommer til et fremmed land og en fremmed kultur. Det, tror jeg bare, er den barske virkelighed.

Så er det et problem, at der findes forskelsbehandling?

– Det er helt klart et problem for dem, som gerne vil klare sig lige så godt som danskere.

Men er det forkert, at der sker den her forskelsbehandling?

– Jeg tror ikke, man kan komme uden om det.

Jeg tror, at de (cheferne, red.) ser på navnene. Hvordan skulle man undgå det? Hvis man gerne vil have en, der falder ind på ens arbejdsplads, så er det klart, at man overvejer det.

Detektor: Efter racismedebat – Dansk Folkeparti anerkender forskelsbehandling (https://www.dr.dk/nyheder/detektor/detektor-efter-racismedebat-dansk-folkeparti-anerkender-forskelsbehandling)

Men samtidig er hun faktisk snublende tæt på at anerkende, at forskelsbehandlingen er systemisk. Det er lidt af en præstation for en politiker, der forklarer samfundet som individers handlinger og har troet på, at det hun gør, er det rigtige. Marie Krarup siger

Er det godt, at virkeligheden er sådan?

– Er det godt, at solen står op? Altså, det gør den. Du behøver ikke tage stilling til, om det er godt eller dårligt.

Detektor: Efter racismedebat – Dansk Folkeparti anerkender forskelsbehandling (https://www.dr.dk/nyheder/detektor/detektor-efter-racismedebat-dansk-folkeparti-anerkender-forskelsbehandling)

Nu mangler hun så “bare” at tage stilling, men det kræver en senere fase i sorgen, nemlig accepten. Det er interessant at læse hvordan politikerne fra Dansk Folkeparti, der igennem 20 år har været toneangivende, forsøger at formulere deres benægtelser og forsøg på at forhandle definitioner på plads. Måske det i virkeligheden er del af en sorgproces for politikere, der langsomt er i færd med at opdage hvad for et mangehovedet uhyre, de har fodret gennem snart mange år.

Selvfølgelig må denne sorgproces ikke ende i, at den enkelte blot føler skyld og havner i en slags depression. Det vigtige er accepten af, at noget ikke har været godt, og af at vi gerne vil nå en ny erkendelse – ikke ved at glemme, men ved at skabe en ny forståelse af den nye tilværelse.

Et akademisk ideal – og realiteten

Et af de idealer i forskningsverdenen, der er vigtigst, er at en påstands sandhed og vigtighed ikke afgøres af hvem der fremfører den, men alene af påstanden selv. Det er derfor, man ikke alene kan appellere til autoriteten hos en person som argument for at en påstand er sand. Samtidig ved vi dog godt, at vi er mere tilbøjelige til at stole på personer med dokumenteret indsigt. Et aktuelt eksempel er den forskel i umiddelbar skepsis, der bør være over for en lægperson og over for en forsker i epidemiologi, der fremfører påstande om spredningen af COVID-19.

Dobbelt-blind-bedømmelse af indsendte manuskripter er et forsøg på at sikre at dette ideal bliver efterlevet; lige nu er der en sag om en konference i datalogi, hvor denne beskyttelse er forsøgt omgået af en kendt forsker i USA, og det viser hvor vigtigt princippet ofte bliver taget.

Men disse påstande om at alle er lige og potentielt tages lige alvorligt og om at god forskning ikke er et spørgsmål om hvem man er, men om hvad man finder ud af, bliver modsagt af den faktiske tildeling af forskningsresurser i form af af forskningsmidler. Den bliver i stadigt større grad personafhængig; ikke mindst bedømmelsen af ansøgninger om midler afhænger af, at man ved, hvem ansøgeren er. Det er meget sværere at anonymisere ansøgninger om forskningsmidler, for her er man nødt til at vedlægge en publikationsliste og fortælle, hvilken institution man er ansat ved.

Samtidig skaber den store afhængighed af eksterne forskningsmidler en situation, hvor der er stor ulighed mht. mulighederne for at kunne bedrive forskning. De personer, der har mange resurser, har ganske enkelt bedre muligheder for at fremstå troværdige, fordi de har bedre muligheder for at undersøge og underbygge deres påstande og for at formidle dem videre. Det bliver reelt ofte et spørgsmål om hvem, ikke om hvad.

Derfor er den store ulighed i tildelingen af forskningsmidler et potentielt problem for det akademiske ideal. Er det godt, at der bliver skabt så stor en ulighed mellem forskerne, som tilfældet er?

Briller

Mine egne briller.

I dagbladet Information er der en artikel om den underlige tradition med at fremstille brillebærere som kedelige. Det er især (men ikke kun) kvinder, der skildres på den måde. I rigtig mange mainstream-film er der en kedelig kvinde med briller, der pludselig tager brillerne af og derefter straks bliver interessant for mænd. Selv husker jeg den australske film Strictly Ballroom, hvor den kvindelige hovedperson bruger briller og kedeligt gråt tøj. Men halvvejs inde i filmen tager hun brillerne af, slår håret ud og ifører sig en stor kjole og er nu pludselig en smuk og fyrig spansk danserinde, der vinder den mandlige hovedpersons hjerte og den store dansekonkurrence. Det er især kvinder med briller, der fremstår som utiltrækkende. Et sjældent eksempel på mandesiden er Clark Kent, der af og til lægger brillerne og tweedjakken og bliver til Superman.

Hvorfor er det sådan? Isaac Asimov udtalte engang, at briller for nogle er et “symbol på intelligens” og at man ved klicheen om “den smukke kvinde der smider brillerne” egentlig siger, at uddannelse og intelligens står i vejen for kærlighedslivet og for at være tiltrækkende som kvinde.

I musikkens verden har jeg umiddelbart svært ved at komme i tanke om kendte kvindelige musikere, der fik deres gennembrud mens de brugte briller. To kendte brillebærere blandt mænd er Elton John og John Lennon. Men Elton John var aldrig rigtig et idol, og John Lennon begyndte først at gå med briller, da han var sidst i tyverne. Mit gæt er, at han gerne ville ud af den idol-rolle, The Beatles var havnet i, og tages mere alvorligt.

I øvrigt har jeg selv brugt kontaktlinser siden december 1982, og jeg har aldrig savnet at gå med briller. Er det mandlig forfængelighed fra min side? Måske.

En kæmpe gave?

Noget underligt ved den danske forfatning er, at dansk statsborgerskab tildeles ved lov. Hvert halve år fremsættes der et lovforslag, hvor navnene på de nye statsborgere er nævnt. På denne måde bliver tildeling af statsborgerskab pludselig et politisk emne.

De konservatives indfødsretsordfører, Marcus Knuth, gik i denne måned først ind for et lovforslag, der vil betyde at udenlandske statsborgere permanent vil blive frakendt retten til at opnå dansk statsborgerskab, hvis de på et tidspunkt har fået en betinget eller ubetinget fængselsdom. Senere trak Knuth så sin opbakning og ville i stedet fremsætte et ændringsforslag til loven om tildeling af statsborgerskab, så 15 fængselsdømte udlændinge ikke kunne få statsborgerskab. Problemet med dette ændringsforslag var, at selve lovforslaget (som alle kan læse) ville afsløre hvem de 15 mennesker var. Derefter trak han sit forslag.

Nu er det så Dansk Folkeparti, der fremsætter det usympatiske forslag. Der er to aspekter, der også bekymrer mig her. De afslører nemlig begge et syn på retspolitik, som er typisk for Dansk Folkeparti (men ikke kun dem).

Det første aspekt er det syn på statsborgerskab, der ligger bag. Statsborgerskab er ikke en rettighed, men et privilegium. Marie Krarup fra Dansk Folkeparti siger

»Det med, at man skal have statsborgerskab, er ikke noget, man har behov for for at overleve. Det er en kæmpe gave, man får. Det er en meget voldsom ting at give, hvis man er i tvivl, om folk er værdige til det«, siger hun.

Politiken 21. juni 2019 (https://politiken.dk/indland/art7833402/DF-vil-fremsætte-kontroversielt-forslag-om-statsborgerskab-efter-at-de-konservative-har-fortrudt)

Det andet er, at en dom så vil blive en form for “dobbeltstraf” for udenlandske statsborgere med opholdstilladelse. En dom står på den offentlige straffeattest i 10 år fra datoen for afgørelsen. Herefter bliver dommen slettet. Men hvis dette lovforslag bliver gennemført, vil enhver dom have konsekvenser for borgere resten af deres liv. Man kan aldrig udstå sin straf.

Det grænser derfor til ufrivillig satire, at Marie Krarup forsvarer sig på denne måde imod anklagerne om at lovforslaget er i strid med international lov:

»Jeg mener, at tvivlen må altid komme den anklagede til gode, og her er den anklagede Danmark, der kan risikere at få nogle problemer med nogle mennesker, hvor der vil være risiko for, at det vil være forkert at give dem statsborgerskab«.

Politiken 21. juni 2019 (https://politiken.dk/indland/art7833402/DF-vil-fremsætte-kontroversielt-forslag-om-statsborgerskab-efter-at-de-konservative-har-fortrudt) – min fremhævning.

Jeg kan i øvrigt ikke lade være med at tænke på Klaus Riskær Pedersen, der efter flere år i fængsel for grov økonomisk kriminalitet stillede op til Folketinget i 2019 med sit eget parti. Det var ikke mange fordømmende røster, man hørte fra Marie Krarup eller Marcus Knuth eller de partier, de repræsenterer, om Riskær Pedersens kandidatur dengang. Kriminalitet skal åbenbart ikke altid være en forhindring, og det er vel på en måde sympatisk (???)