Narcissisme i forskning

Niels Jerne. Foto: Nobelprize.org

Jeg er godt i gang med at læse bogen An Essay on Science and Narcissism af den franske mikrobiolog Bruno Lemaitre, der er professor ved EPFL i Lausanne. Bogen, der er fra 2016, kan hentes kvit og frit som PDF-fil på Lemaitres websted, og den er i høj grad værd at læse.

Lemaitre er en ikke helt ukendt forsker inden for sit område, og måske er derfor han kan slippe af sted med at skrive en hel bog om hvordan forskningsverdenen ikke bare rummer en stor portion narcissisme, men også ser ud til at fremelske dette karaktertræk. Et af bogens kapitler er ment som en indføring for lægfolk i hvordan forskningens formelle og uformelle kendetegn er i vor tid, og selv om fokus her er Lemaitres eget forskningsområde, kan jeg nikke genkendende til faktisk det hele – også til hans beskrivelser af forskningens mindre pæne sider. Det er på én og samme tid skræmmende og sært beroligende, at det er sådan. Et af mange eksempler er dette citat om modetendenser i videnskab:

Sometimes, a field is declared dead and research attention dries up. This never happens because all the questions have been solved, but because people become bored. Eventually, a perception manifests itself that there are no longer any breakthrough discoveries to be made in this field. The short life expectancy of certain research fields and fashion trends that push many competing scientists to work on a few ‘hot’ areas is a striking feature of science today. Sometimes, an abandoned or ‘dead’ field may be revived due to a change in fashion, and the scientists working in this field (previously viewed as second-rank) obtain the status of pioneers.

Hovedfokus i bogen er narcissisme, sådan som den manifesterer sig i forskningsverdenen. Lemaitre fremhæver, at man måske ikke behøver at være narcissist for at få succes, men at det hjælper virkelig meget. Også her kan jeg desværre nikke genkendende.

Der er to former for narcissisme: Den grandiose narcissisme og den sårbare narcissisme. Den grandiose narcissisist mener at være noget særligt og ser sig derfor selv berettiget til særlig opmærksomhed og særlige privilegier og en særlig, grænseovverskridende adfærd. Mange succesrige forskere er, siger Lemaitre, i denne kategori. Den sårbare narcissist ser også sig selv som noget særligt, men slås med lavt selvværd og tvivl og kommer derfor ofte til at stå i skyggen. Der er ikke tale om personlighedsforstyrrelser som sådan, men om karaktertræk, som også forekommer i egentlige narcissistiske personlighedsforstyrrelser.

Bruno Lemaitres fremmeste eksempel på en grandios narcissist er såmænd den danske immunolog og Nobelprismodtager Niels Jerne – efter hvem en vej er opkaldt på et sted ikke så langt fra, hvor jeg ofte har været. Niels Jerne var højt berømmet, men Thomas Söderqvist, der skrev en biografi om ham, opdagede at han var en temmelig ubehagelig person. Nogle af de opdagelser, Jerne fik Nobelprisen for, havde han “lånt” fra andre, og nogle af hans berømmede teorier om immunsystemet viste sig faktisk at være helt ukorrekte. På privatfronten var Niels Jerne ikke nem at leve sammen med, og hans første kone, Tjek Jerne (hvilket navn!) endte med at få en depression og begå selvmord.

Grandiose narcissister er mestre i at “netværke” og holder af at høre sig selv tale om egne bedrifter – men desværre også ofte at nedgøre andres forskning. Underligt nok er de også ofte betagede af andre narcissister, og det er bl.a. dét, der er med til at skabe så stor indspisthed.

I kategorien af sårbare narcissister er den tysk/franske matematiker Alexander Grothendieck. Grothendieck havde en svær barndom og mistede tidligt sin far, og som voksen virkede han ofte utilnærmelig. Han forlod forskningsinstituttet IHES fordi det var delvist finansieret af militæret og trak sig gradvis tilbage fra matematikken. Til sidst var han eneboer i Pyrenæerne og prøvede at leve af mælkebøttesuppe. Imens skrev han en samling tekster af filosofisk/spirituel art. De blev aldrig publiceret, men når han skrev dem, var det selvfølgelig fordi nogen skulle læse dem.

Lemaitres store konklusion er, at narcissismen i forskning har mange dårlige sider: den skaber uheldige omgangsformer og indspisthed, den gør det svært for minoriteter og kvinder at få fodfæste og den forstærker den ulighed og den skævvridning, som konkurrencen om forskningsmidler og accept af publikationer rummer. Men samtidig indrømmer Lemaitre faktisk også, at han selv har været narcissist (!) og at narcissismen måske kan være med at give forskningsområder tiltrængt opmærksomhed. For, som han skriver, er det sandsynligt, at Niels Jernes videnskabelige bidrag ikke berettigede en Nobelpris, men de banede vejen for immunologiens anseelse! Om dette virkelig er en pris, man er nødt til at betale, er en anden snak.

(Visited 100 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar