Alle liv har betydning – også afro-amerikaneres!

Foto: Johnny Silvercloud (https://www.flickr.com/photos/116193477@N08/28476745294)

Når man som ikke-amerikaner følger situationen i USA lige nu, dukker sloganet Black Lives Matter op med særlig styrke. For mig er dette et meget kraftfuldt og vigtigt slogan, der er samlingspunkt for en protest mod diskriminationen af afro-amerikanere og siden drabet på Trayvon Martin i 2013 har været navn på en borgerrettighedsgruppe. Nogle siger så at “All lives matter” (og det er aldrig afro-amerikanere, der siger det!), men det er en formulering, som gør mange mennesker vrede. Hvorfor er dette tilsyneladende uskyldige slogan så bekymrende? Umiddelbart lyder det jo som om man siger, at alle liv har værdi. Verdenserklæringen om menneskerettigheder siger jo, at alle er født frie og lige i værdighed og rettigheder, så umiddelbart lyder “All lives matter” som et ekko af dét.

Men det, der er bekymrende, er at brugen af dette slogan indirekte er med til at få fokus væk fra det, som Black Lives Matter-sloganet siger: At det netop nu er sådan, at det er tydeligt, at afro-amerikaneres liv er mindre værd i mange myndighedspersoners øjne. “All lives matter” bruges ofte til at give passivt-aggressivt udtryk for, at afro-amerikaneres problemer med at kunne leve uden trusler om mord og mishandling ikke er noget særligt. Måske skulle sloganet have været Black Lives Also Matter, men hvorfor dog? De, der gerne vil misforstå og bagatellisere, vil bruge enhver undskyldning til at gøre det. At kæmpe for en bestemt befolkningsgruppes ligestilling betyder ikke, at man vil nægte andre de samme grundlæggende rettigheder. Det bør alle huske.

Dette hænger sammen med et andet kritikpunkt, man hører for tiden. Nogle vil sige: Der er jo også politibrutalitet i Brasilien og Tyrkiet og Iran og Rusland og mange andre steder. Hvorfor er netop situationen i USA et særligt problem? Er det ikke bare den sædvanlige fascination af amerikanske forhold, der gør sig gældende her? Situationen i andre lande er bestemt også dybt bekymrende og vi skal da også påpege den og gøre hvad vi kan for at forandre den. Men menneskerettighedsproblemer i forskellige lande har ofte forskellige årsager. Det er den skræmmende kombination af systemisk racisme og politibrutalitet, der gør situationen i USA så skræmmende. Sorte menneskers problemer i USA er noget særligt, der kræver en særlig og stor indsats.