Fredelige protester møder tåregas

Foto: Victor J. Blue for The New York Times

Det er skræmmende at læse fra USA om hvordan fredelige protester mod racisme og politibrutalitet bliver mødt med tåregas og gummikugler af landets politi. Også rapporterne om hvordan journalister bliver behandlet af politiet er foruroligende.

Forskning i konfliktløsning viser med stor tydelighed, at det udelukkende er med til at optrappe konfliktniveauet, når politi møder frem med skjolde og i kampuniformer. Selve synet af kampklædt politi kan ikke undgå at skabe en ubehagelig forventning hos mange demonstranter.

Det er strengt taget lige så lidt overraskende, som det er, at sandsynligheden for at en demonstration forbliver fredelig, aftager voldsomt, når nogle demonstranter tager hjemmelavede våben med. Forskning viser også (men mange af os ved det også hver især), at demonstranterne ikke er en én homogen masse hvad angår adfærd, og derfor er det også problematisk, når politiet behandler demonstranterne, som om de var ens – og især når politiet tænker på demonstranterne som modstandere.

Det er endnu mere vigtigt i den nuværende situation, hvor der er protester mod politibrutalitet, at politiet ikke cementerer billedet af sig selv som brutale. Desværre ser det ud som om det er ved at ske nu i USA, desværre godt hjulpet af præsident Trumps fremfærd.

Det, der kan holde konfliktniveauet nede under en demonstration, er at både politi og ledere af demonstrationen er enige om at løse konflikter og de-eskalere situationer, og det kræver psykologisk indsigt og uddannelse af betjentene – ligesom ledere af en demonstration skal sikre. at demonstranterne viser ordentlig adfærd. Rundt omkring i verden, bl.a. hos det britiske politi, er der en vis ekspertise i konfliktløsning og såkaldte protest liaison officers. Desuden er der et krav om at politi i Storbritannien skal møde op i deres normale uniformer. Engang var politiet i USA også klart bedre til forhandlingsteknikker, men efter de meget voldsomme protester mod WTO i Seattle i 1999 gik det desværre ned ad bakke.