Kategorier
Blog Det er samfundets skyld

Min debut som hvid mand

Jeg og mine kolleger i Amnesty International i Aalborg har været igennem et træls forløb i denne weekend. Jeg skal skåne jer (og os) for at genfortælle detaljerne.

Men det var i denne weekend, nogen for første gang udråbte mig til at være en hvid mand. Selv har jeg altid været ubehageligt opmærksom på, at jeg ikke er det. Tilråb fra tilfældige mennesker, kast med brændende cigaretter og underlige tidspunkter, hvor betjente har standset mig på rejser og har gennemrodet min bagage eller bare ikke rigtig har troet på mig, har hjulpet mig på vej til den erkendelse. Min far var muslim fra det, der engang hed Britisk Indien (i dag Indien og Pakistan), så i min fjerne ungdom var jeg sorthåret og ikke helt bleg. Det meste af min tid har jeg bare været “en af os”, men med ujævne mellemrum har det andet stukket hovedet frem. Og før i tiden var jeg altid chokeret, når det skete. Det er jeg ikke længere. Men det er derfor, jeg i min ungdom og i mit voksenliv aldrig har villet være racist, altid har været vred over racisme og altid har stræbt efter at være antiracist. For mig er forskellen mellem “ikke-racismen” (når man siger, at man “ikke er racist”) og antiracismen (når man vil bekæmpe racismen i sig selv og i samfundet) at ligne med forskellen mellem at sige at man ikke er voldsforbryder og sige, at man vil bekæmpe vold. Selv om jeg ikke er amerikaner eller har afrikansk baggrund og derfor ikke har personlig indsigt i undertrykkelsen i USA, kan jeg godt sige, at racisme og politibrutalitet altid skal bekæmpes og deltage i den kamp på de universelle menneskerettigheders grundlag.

Min etniske baggrund er bare én blandt mange sider af min person, og det ved, de der kender mig, forhåbentlig. Det er derfor, jeg så sjældent gør opmærksom på den. I dag er jeg først og fremmest en gråhåret og tyndhåret midaldrende mand med et tysk navn, men næppe nogen tysk arvemasse indblandet. Netop nu er jeg imidlertid nødt til at minde jer om, at jeg faktisk ikke er hvid, men brun. Tilråbene er efterhånden få, men racismen og dumheden lever desværre derude, og antiracismen er lige så berettiget, som den altid har været.

(Visited 5.454 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar