Kategorier
Blog Etiske fordringer Menneskerettighederne

Man skal ikke (kun) pege fingre

Lige nu er der omsider kommet fokus på racismen og politibrutaliteten i USA. Der har næppe været et sådant fokus siden 1960’erne, og denne brede opmærksomhed er en enestående chance for at skabe et bredt ønske om forandring af de forhold, der har skabt så mange års utryghed og egentlig lidelse. Det er et øjeblik, vi er mange der har længtes efter. Måske kommer det omsider nu.

Det vil dog også være meget forkert blot at pege fingre ad USA nu, for racismen findes alle steder. Der er ikke systemisk racisme i Danmark på samme måde som i USA, men det betyder bestemt ikke, at alt er vel herhjemme, blot at forholdene i Danmark og USA er forskellige. Danmark var en af de største aktører i slaveriet i 1800-tallet, hvor millioner af mennesker blev bortført fra deres hjemlande og udsat for undertrykkelse og dehumanisering. Forskellen fra USA er, at slaveriet aldrig rigtig kom til Danmark, og derfor kom apartheidlovgivningen mod afrikanernes efterkommere aldrig hertil. Der var så til gengæld en fattiglovgivning, der diskriminerede voldsomt mod fattige. Den lovgivning blev siden fjernet.

Nogle siger, at der af disse grunde ikke er racisme i Danmark mere. Men de pågældende mennesker bruger det kunstgreb at definere racisme som denne form for racisme, der historisk set er fortid.

Den nutidige systemiske racisme i Danmark er nemlig subtilt anderledes, selv om den stadig er funderet i en holdning om at nogle grupper skal behandles systematisk anderledes, fordi de er “forkerte” og denne “forkerthed” er indbygget i dem. I dag er der lovgivning, der har som mål at ramme bestemte minoriteter med krav, som flertallet i praksis aldrig bliver udsat for. Det såkaldte håndtrykskrav ved statsborgerskab er nok det mest tydeligt absurde eksempel, nemlig baseret på at det er “forkert” ikke at give hånd. Især er det absurd i en tid, hvor håndtrykket som hilsen er noget miskrediteret.

Dertil er der al den uformelle racisme med “vittigheder”, tilråb og forhånelser. Den lever også i Danmark, ligesom den lever videre andre steder, og de to slags racisme understøtter hinanden. Lovgivning af enhver slags baserer sig dybest altid på nogle uformelle opfattelser, og hvis man omvendt er en myndighedsperson, der er vant til “vittigheder”, tilråb og forhånelser, tager man med stor sandsynlighed sin nedladende indstilling med sig på arbejde.

Det forvirrende og frusterende ved racismen er, at de allerfleste mennesker oprigtigt ikke vil være racister. På den ene side giver det et håb om mulig forandring, men på den anden side kan det også let blive en benægtelsesstrategi. De allerfleste mennesker er nemlig heller ikke onde, og det triste paradoks er derfor, at rigtig mange mennesker med racistiske holdninger er flinke og imødekommende og næstekærlige i mange andre sammenhænge. Og måske tror de simpelthen ikke, at de selv er racister, fordi de er modstandere af det, der skete i fortiden. Og måske tror de ikke, at nogen bliver udsat for racisme, fordi de selv tilhører det flertal, der ikke bliver udsat for racisme og derfor ikke har oplevet den på egen krop. Det er også derfor, det kan være så svært at sige fra over for dem.

(Visited 558 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar