En kort tanke om fokus

George Floyds kiste på vej til begravelsen. Foto:: https://www.flickr.com/photos/2cheap2keep/49993492848/ (Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0))

Jeg blev uden at ville det indblandet i det voldsomme forløb om demonstrationen i Aalborg mod racisme og politibrutalitet, og det var hårdt for mig og de andre, der var med. Vi handlede i god tro med vores lokale initiativ i Aalborg og var skuffede over forløbet; vi vil gerne undgå at opleve noget sådant igen. Jeg og de andre har fået mange venlige tilkendegivelser, og dem er vi meget taknemmelige for.

Men jeg vil ikke deltage i den fortsatte, voldsomme kritik, der fokuserer på en bestemt person, og det er jeg sikker på at de andre fra Aalborg heller ikke vil. En sådan kritik tjener ikke noget formål længere, og i værste fald kan den ende som en undskyldning, som andre kan bruge for ikke at gøre noget. Nu er det på tide, at fokus må komme tilbage på det egentlige vigtige, nemlig kampen mod racisme og politibrutalitet i USA og andre steder, for racismen har skabt og skaber en helt ufattelig smerte og uretfærdighed. Lad os bruge al den energi, som ser ud til at være der lige nu, ikke til at bekæmpe hinanden i antiracismens navn, men til at kæmpe mod racismen.