Skamstøtter og monumenter

I Fremont i USA står der en bronzestatue af Vladimir Lenin; den russiske leder besøgte dog aldrig USA. Statuen stod oprindelig i Poprad i Slovakiet, hvor den blev afsløret i 1988. I 1989 blev statuen fjernet, men en amerikaner blev så betaget af Emil Venkovs værk (der tog ham 10 år at lave), at han købte den syv tons tunge statue og tog den med til USA. Foto: Bernt Rostad (Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0)). https://www.flickr.com/photos/brostad/14758753968

Leopold d. 2 af Belgien var en endog usædvanligt brutal tyran og er ansvarlig for millioner af menneskers død i det, der i dag hedder Den Demokratiske Republik Congo. Hovedstaden i landet hed engang Leopoldville; i dag hedder den Kinshasa.

Også Christoffer Columbus har et ubehageligt eftermæle; hans “opdagelsesrejse” var starten på Spaniens brutale invasion, og slaveriet blev indført i hans levetid og han medvirkede selv til det. Mange steder i Nord- og Sydamerika er opkaldt efter Columbus – endog et enkelt land, nemlig Colombia.

En romersk kejser som Marcus Aurelius var en begavet mand og en stor filosof, men han var også hersker over et rige, hvor slaveri og forfølgelse af mindretal var udbredt.

Winston Churchill var også en begavet mand og central for de allieredes sejr i kampen mod nazismen under 2. verdenskrig. Men samtidig havde han antisemitiske og antimuslimske holdninger og en benhård og kynisk holdning til fagforeninger og til forholdene i den daværende britiske koloni Indien.

Hvad skal vi gøre ved alle de statuer, der er af personer som dem? Der er ingen enkel løsning. Vi kan fjerne statuerne, og det synes jeg også kan være på sin plads i nogle tilfælde. Statuer er ofte brugt som en måde at hædre magtfulde mennesker på, men efterhånden som hæderen fortager sig, skal statuerne have en anden rolle. Nogle af statuerne, som f.eks. statuen af Lenin ovenfor, har på den anden side også status som bevaringssværdige kunstværker, og når de havner et uventet sted, er det svært at se dem som en hyldest mere. Selv så jeg gerne, at statuer af personer som Leopold d. 2 og Christoffer Columbus hørte hjemme på museer; hvis man fortæller om disse menneskers gerninger, bliver statuerne reelt til skamstøtter. Andre historiske skikkelser med et mere kompliceret eftermæle kunne forsynes med en mindeplade, der fortalte om både deres gode og mindre gode gerninger.

Det virker til gengæld temmelig uoverskueligt f.eks. at omnavngive Colombia eller Washington D.C. (District of Columbia).

Selv tror jeg lige nu, at det bedste bud under alle omstændigheder er, at man fra officielt hold går forrest i at stå ved historien og forliger sig med den og oplyser om den. Det er altid sejrherrerne, der skriver historien, men det er ikke de samme sejrherrer nu, som der var engang. I Tyskland har man i årene efter 2. verdenskrig gjort sig temmelig mange anstrengelser for at gøre netop dét, og min fornemmelse er, at det har virket. Der er næppe mange i Danmark fra min generation eller dem, der er kommet efter, der har det samme had til tyskere, som mange fra generationerne inden har døjet med.