Alt er relativt?

En af de noget kontroversielle ideer er den, der ofte kaldes for kulturrelativisme. Det er en idé om at fordi enhver kultur har sine egne særlige skikke, normer og værdi, kan en kulturs enkeltfænomener kun tolkes ud fra kulturens egne forudsætninger og ikke ud fra den kulturelle baggrund, som en udenforstående har. Ideen om kulturrelativisme dukker op i antropologi som et grundlag for, hvordan en antropolog bør analyse kulturelle fænomener i en kultur, der ikke er hendes egen, og er på den måde vigtig for at sikre en form for objektivitet. Men nogle griber så videre og bruger den til at konkludere, at en kultur også kun kan vurderes ud fra dens egne forudsætninger.

Jeg er bestemt ikke tilhænger af kulturrelativismen i denne udgave, for den kan bruges til at forsvare alle mulige slags undertrykkelse, og det er da også blevet gjort flittigt. Men andre har set denne idé som progressiv, for den er nemlig også en modsætning til etnocentrismen. Etnocentrismen siger, at nogle folkeslags kultur “i sig selv” er mere værd end andres, og den idé bryder jeg mig i øvrigt heller ikke om.

Fordi kulturrelativisme har et progressivt image hos nogle, er den hyppigt blevet brugt som skældsord af højreorienterede meningsdannere. Pia Kjærsgaard er en af dem, der gerne har brugt kulturrelativisme som skældsord. Og til Politiken udtalte Sørine Gotfredsen

Den anden del af det er kulturrelativismen. At intet per definition er bedre end andet. Det er en uhyre farlig måde at tænke på. Vi har en kristen kultur i det her land, der er så grundlæggende for, hvad et mennesker er, og hvordan vi behandler hinanden.

Lige nu er der en diskussion af hvordan man skal håndtere det faktum, at der findes monumenter for personer, der har en mildt sagt blakket historie – bl.a. Belgiens kong Leopold d. 2 og diverse slavehandlere fra Storbritannien og USA. Her er det interessant at se et af de vigtige argumenter for dem, der forsvarer at man ikke skal gøre noget ved monumenterne. Mange af dem er nemlig højreorienterede meningsdannere.

En af dem er den konservative Marcus Knuth, der også er blandt dem, der har kritiseret kulturrelativismen. På sin Facebook-side skriver Knuth som hovedargument i sit forsvar for gamle monumenter at

Det var en anden tid, som vi ikke kan dømme efter nutidens tankegang.

Men er det ikke simpelthen kulturrelativisme?