Så må de spise kage!

Marie Antoinette fik ved udbruddet af den franske revolution i 1789 at vide, at folket manglede brød og reagerede da efter sigende ved at sige, at så må folket spise kage. Om hun faktisk sagde det, ved jeg ikke, men det er en reaktion, der er mere udbredt, end mange tror. “Spise-kage”-reaktionerne er udtryk for en benægtelse af alvoren af et problem, og det er pudsigt nok altid dem, der ikke har problemet, fordi de selv er privilegerede, der foreslår, at andre skal “spise kage”. Det er en “løsning”, det privilegerede menneske foreslår, fordi hun forveksler andres store problem med et andet problem, hun selv har haft, men som er meget nemmere at håndtere. Og ofte mener det privilegerede menneske ikke noget ondt med det, men ender alligevel med at bagatellisere andres problem. Jeg skrev om dette for ni år siden på denne blog, men jeg er nødt til at skrive om det igen, fornemmer jeg.

Her er et andet eksempel på en “spise-kage”-reaktion. For snart nogle år siden så jeg sammen med nogle andre, jeg kendte, dokumentarfilmen The Color of Olives, der er en skildring af en palæstinensisk familie, der bor på den ene side af de israelske besættelsesstyrkers mur, men har deres marker på den anden side af muren. For bare at kunne dyrke deres jord og gøre alt det, en landmandsfamilie gør, skal de hele tiden forbi de israelske besættelsesstyrkers kontrol – når det ellers kan lade sig gøre. Hele filmens pointe er, at denne dagligdag skaber en tilværelse med konstant og voldsom stress.

En af dem, jeg så filmen sammen med, var en ung mand, der var ved at gøre sin videregående uddannelse færdig. Hans umiddelbare reaktion efter at have set filmen var skræmmende for mig. Hvis det var mig, der boede sådan og ikke kunne lave andet, ville jeg læse nogle bøger, sagde han.

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere på dét. Jeg har aldrig levet på den måde, som filmen skildrede, og jeg håber, at det aldrig vil ske. Men ét havde jeg dog indset: Dette at læse bøger er en overskudshandling, og det var tydeligt at familien i dokumentarfilmen ikke havde mentalt overskud (endsige økonomiske rammer) til noget som helst. På en dårlig dag kan jeg søge tilflugt i en bog, men når alle dage er meget dårlige, kan jeg ingen ting.

En helt tredje “spise-kage”-reaktion er de alt for typiske “opmuntringer” til dem, der har en depression: Kan de da ikke bare prøve at komme i bedre humør, måske ved at se en morsom film eller spise en is? Jeg har aldrig selv lidt af en depression, men jeg kender efterhånden en del mennesker, der har måttet slås med depression og har kunnet se, hvordan depressionen fik dem helt ned med nakken, så de ikke ville leve videre. Når jeg er lidt ked af det, kan jeg ofte muntre mig selv op, men det virker ikke med en klinisk depression, for den består ikke i at “være lidt ked af det”.

Seneste eksempel på en “spise-kage”-reaktion er den, vi ofte ser på påvisninger af eksistensen af racismen. En ny undersøgelse viser, at et flertal af de adspurgte borgere i Danmark er overbeviste om at der ikke er racisme i Danmark. Til gengæld er der et mindretal, der oplever at blive udsat for racisme og bliver dybt berørt af det på det personlige plan, og der kommer flere og flere beretninger om det efterhånden. Igen er det forvekslingen af det store problem og det lille problem, som man let kan foretage, hvis man kun har kendt det lille problem. Men når man har været udsat for racisme, er der ikke tale om en situation, hvor nogen har kritiseret en lidt og hvor man bare skal slå det hen. Man er blevet ringeagtet for noget ved éns person, som man hverken nemt kan lave om på eller skal lave om på.

I alle de tilfælde, jeg nævner her, kan de privilegerede personer enten fortsætte med deres “spise-kage”-reaktion eller også kan de (bør de!) erkende, at andre mennesker har nogle ubehagelige personlige erfaringer, som de ikke selv har, og tro på det, de siger: at her er tale om stort problem, der ikke kan løses i en håndevending.

(Visited 127 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar