Mennesker på flugt er blevet glemt

Kllde: UNHCR (https://www.unhcr.org/figures-at-a-glance.html)

Medierne har det med at flytte deres opmærksomhed fra problemstilling til problemstilling, uden at det nødvendigvis betyder at en problemstilling er blevet løst. Jeg er også skyldig i det.

I 2015 talte mange om mennesker på flugt, og et folketingsvalg blev vundet på løfter om at gøre så meget som overhovedet muligt for at forhindre mennesker på flugt i at komme til Danmark. Den daværende regering indførte endda et stop for modtagelse af kvoteflygtninge med den begrundelse, at Danmark “havde brug for et pusterum”. Meget af det, der blev sagt om mennesker på flugt for fem år siden handlede i virkeligheden først og fremmest om “os selv”, nemlig de problemer, som politikere i den rige verden mente at mennesker på flugt påførte den rige verden.

Der har været fokus på ganske meget andet på det seneste, og ikke mindst COVID-19-pandemien har fyldt meget. Nu er det racisme og politibrutalitet og ulighed, der er i fokus hos mange. Meget af det, der bliver skrevet i Danmark, handler igen om “os selv”, bare på en lidt anden måde.

Men mennesker er stadig på flugt. Tal fra FNs flygtningehøjkommissariat viser, at der var næsten dobbelt så mange mennesker på flugt i verden i 2019 som i 1990; i dag er 1 ud af 100 mennesker i verden enten flygtning eller internt fordrevet. Fem lande har taget imod særligt mange mennesker på flugt, og 85 procent af alle mennesker på flugt befinder sig i udviklingslande. Netop sådanne lande kunne måske i højere grad end Danmark og andre rige lande have brug for et pusterum.

Det er svært at holde fokus, men alle de fokusområder, medierne og vi andre skifter mellem at fokusere på, er forbundet. I flygtningelejre rammer COVID-19 særligt hårdt, og mennesker på flugt bliver i ikke helt ringe omfang udsat for netop racisme, politibrutalitet og ulighed rundt om i verden. Det er et problem, at der nu ikke er nogen, der taler om alt det, mennesker på flugt er udsat for.