Benægtelse og benægtelse af benægtelse

Foto: Alex Garland, https://www.flickr.com/photos/backbone_campaign/20804927718, (CC BY 2.0)

For en uge siden skrev jeg om “spise kage”-reaktionerne fra privilegerede mennesker, når de bliver konfronteret med den racisme, andre bliver udsat for. En anden form for privilegerede menneskers benægtelse af racisme er benægtelsen af at racismen overhovedet findes eller af at handlinger og holdninger (herunder egne handlinger og holdninger) er udtryk for racisme.

Et af problemerne her er, at konsekvenserne af racisme ofte ytrer sig mentalt i form af lavere selvværd og mistillid til andre og derfor tager form af rent personlige oplevelser.. Men ofte er der også konkrete, målelige konsekvenser, og det gælder ikke mindst for den strukturelle racisme. I en kronik i dagbladet Information skriver Kashif Ahmad, der er lærer i Hvidovre og medlem af Det Radikale Venstre

I mine unge år ringede jeg til en fastfoodrestaurant i forbindelse med et jobopslag. Efter at jeg havde præsenteret mig og spurgt ind til den ledige stilling, spurgte manden i den anden ende: »Hvad var det du hed?« Stillingen var allerede besat, svarede han, efter at jeg fortalte, hvad jeg hed.

Min mavefornemmelse var dårlig, og en halv time efter ringede jeg op igen og introducerede mig selv med et andet navn: »Hej, det er Kasper.« Nu var stillingen pludselig ikke længere besat, jeg kunne kigge ned forbi butikken.

TrygFondens Børnecenter ved Aarhus Universitet publicerede i marts 2019 resultaterne af en undersøgelse, der viser, at lærere i folkeskolen både tilsigtet og utilsigtet diskriminerer børn med mellemøstlige navne. Og dette fortsætter senere i livet. Andre danske undersøgelser viser, at man skal sende 52 procent flere ansøgninger for at komme til jobsamtale, hvis man har et mellemøstligt-klingende navn.

På baggrund af den slags beretninger og den slags undersøgelser er det svært at fastholde, at der ikke findes strukturel racisme i Danmark. Her følger jeg definitionen der siger at

Strukturel, direkte racisme består i, at samfundets institutioner, erhvervslivet og kulturlivet er indrettet på en måde, så de sociale forhold/strukturer holder mennesker, der adskiller sig fra flertallet, hvad angår trosretning, hudfarve, national-, etnisk- eller kulturel oprindelse, udenfor. En afvisning ved et diskotek med henvisning til personens hudfarve er f.eks. at betragte som direkte diskrimination.

Racisme i Danmark (https://faktalink.dk/titelliste/racisme-i-danmark)

Benægtelse af strukturel racisme findes alle steder, hvor der er strukturel racisme, og de, der benægter dens eksistens, er som regel mennesker, der aldrig selv bliver udsat for diskrimination, fordi de selv er privilegerede. Kongeeksemplet er vel Søren Espersens udsagn for nylig.

Min fornemmelse er at det, der kendetegner racismen i Danmark, er at netop denne form for benægtelse er en særligt væsentlig komponent. Det er min fornemmelse, at benægtelsen også er udbredt for det, man kalder isoleret racisme – dvs. egentlige hadforbrydelser, tilråb mm.

Det er derfor også svært at tale om benægtelsen af racisme i en dansk kontekst, for den typiske reaktion i Danmark er benægtelse – nu bare i form af benægtelse af benægtelse. I værste fald prøver de, der benægter, at rationalisere diskriminationen med forklaringer om at “den slags er beklageligt, men der må desværre må være tale om at man har handlet på denne måde ud fra tidligere dårlige erfaringer med den slags mennesker”. Når man udtrykker sig på denne måde, forsvarer man dermed faktisk diskriminationen som reelt eksisterende og som en berettiget reaktion over for mennesker, man anser for at være “forkerte” som gruppe betragtet.

Det hårde ved privilegerede menneskers benægtelse af racisme er, at den på mange måder er at sammenligne med at få at vide af en voksen, at man ikke bliver mobbet i skolen og måske endda selv er ude om det.

Om benægtelsen så er udtryk for, at de benægtende bevidst hævder noget, de godt ved er ukorrekt, er en anden snak. Som jeg tidligere har sagt og her vil gentage: De allerfleste mennesker er ikke generelt onde, og de allerfleste mennesker har brug for at have et positivt billede af sig selv – og det er helt naturligt. En hel del benægtelse kommer fra et ønske om at kunne fastholde et positivt billede af sig selv. Men det er ikke klart, at det positive selvbillede er realistisk. Alle mennesker har nemlig oparbejdet fordomme og antagelser gennem deres opdragelse og for privilegerede mennesker virker privilegierne ofte “naturlige” og “neutrale”. Den store udfordring er at man ikke må lade sig styre af al denne bagage, dvs. erkende at man i et vist omfang har anskuelser, der faktisk er fordomme, men ikke vil lade sig styre af fordommene. Kan man sige, at man selv er fri for fordomme, hvis man tyr til benægtelsen som strategi? Jeg vil hævde, at man ikke kan.