Briller

Mine egne briller.

I dagbladet Information er der en artikel om den underlige tradition med at fremstille brillebærere som kedelige. Det er især (men ikke kun) kvinder, der skildres på den måde. I rigtig mange mainstream-film er der en kedelig kvinde med briller, der pludselig tager brillerne af og derefter straks bliver interessant for mænd. Selv husker jeg den australske film Strictly Ballroom, hvor den kvindelige hovedperson bruger briller og kedeligt gråt tøj. Men halvvejs inde i filmen tager hun brillerne af, slår håret ud og ifører sig en stor kjole og er nu pludselig en smuk og fyrig spansk danserinde, der vinder den mandlige hovedpersons hjerte og den store dansekonkurrence. Det er især kvinder med briller, der fremstår som utiltrækkende. Et sjældent eksempel på mandesiden er Clark Kent, der af og til lægger brillerne og tweedjakken og bliver til Superman.

Hvorfor er det sådan? Isaac Asimov udtalte engang, at briller for nogle er et “symbol på intelligens” og at man ved klicheen om “den smukke kvinde der smider brillerne” egentlig siger, at uddannelse og intelligens står i vejen for kærlighedslivet og for at være tiltrækkende som kvinde.

I musikkens verden har jeg umiddelbart svært ved at komme i tanke om kendte kvindelige musikere, der fik deres gennembrud mens de brugte briller. To kendte brillebærere blandt mænd er Elton John og John Lennon. Men Elton John var aldrig rigtig et idol, og John Lennon begyndte først at gå med briller, da han var sidst i tyverne. Mit gæt er, at han gerne ville ud af den idol-rolle, The Beatles var havnet i, og tages mere alvorligt.

I øvrigt har jeg selv brugt kontaktlinser siden december 1982, og jeg har aldrig savnet at gå med briller. Er det mandlig forfængelighed fra min side? Måske.