En dansk nationalsport

Esben Søvang Maaløe, der er skribent fra København, og jeg skrev i den forgangne uge et indlæg som reaktion på to indlæg af Anna Libak i Weekendavisen. Hele den igangværende diskussion om racisme, hvor der er et væsentligt element af benægtelse (Libak præsterede at benægte eksistensen af strukturel racisme først i USA, siden også i Danmark), mindede os meget (lidt for meget) om diskussionerne om arbejdsløshed og af om hvornår man er “egentlig arbejdsløs”, henholdsvis “indbildt arbejdsløs”.

Vi sendte indlægget ind til Weekendavisen; de ville ikke have det – men vi lægger det på vores respektive websteder. Her er det:

Margaret Thatchers sagde, at der ikke findes et samfund, kun individer. Det menneskesyn bragte hun med sig ind i sin regeringstid i Storbritannien og var med til at skabe og forvalte en ulighed, hun altid benægtede. Anna Libak har den 19. juni et indlæg med samme ærinde: Den strukturelle racisme findes ikke. Findes racisme, skyldes den individer – i al fald i Danmark, for det er kun Danmark, Libak kan se. 

Allerede her dukker paradokset op, for Libak hævder på én og samme tid at samfundets strukturer ikke har negativ indflydelse på mennesker, men at de til gengæld har indflydelse på individet, men kun positiv. Hun skriver endda, at “hvis en repræsentant fra systemet sagde højt, at diskrimination er i orden, ville han eller hun omgående blive fyret.”

Men hele den fattigdomsgørende halve kontanthjælp, der først hed “starthjælp”, siden “integrationsydelse” og nu “hjemsendelsesydelse” viser, at systemet faktisk helt åbent taler om og benytter sig af diskrimination. Da “starthjælpen” og “brøkpensionerne” dukkede op i 2005, var politikerne helt på det rene med at alle, der opfylder samme betingelser som flygtninge, ryger med som “collateral damage” – vi har altså i dag ikke bare fattiggjorte indvandrere, men også indfødt-etniske danskere på “hjemsendelseshjælp”. Kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen har samme mål: At ramme bestemte grupper og dertil overbevise dem om, at deres situation skyldes dem selv.

Etnicitet og oprindelse er bare ét aspekt. Fattigdom og arbejdsløshed er et andet. Også for arbejdsløse og andre uden arbejde findes der et system af sanktionerende foranstaltninger. Også her siger samfundets strukturer, at de udgrænsedes situation skyldes dem selv.

Men man vælger ikke sin etnicitet. Det store flertal af (nominelt) arbejdsløse, der i virkeligheden er kronisk syge, har heller ikke valgt at have et handicappende  helbred. De raske arbejdsløse har ikke heller ikke valgt de konjunkturer de er underlagt, og som  lige nu forurenes af  den såkaldte virksomhedspraktikordning, der giver virksomhederne penge for at bruge arbejdsløse som gratis arbejdskraft og dermed underminerer jobmarkedet totalt. Hvorfor ansætte en ufaglært, når jobcenteret tilbyder gratis arbejdsløs arbejdskraft? Virksomhederne er også en del af incitamentstrukturerne i samfundet og deltager på den måde i udgrænsningen. At de derved også kan hæve deres udbytter, er “kun godt” – og i København takkes de med plakater i bybilledet.

Samfundets strukturer giver den enkelte skylden og skaber en indre stemme, der siger at man ikke er “god nok” og kunne gøre det bedre. Det er de samme indre stemme, som etniske minoriteter får internaliseret af andre, men i princippet de samme strukturer, anført af flittige politikere, med behov for opmærksomhed. I begge tilfælde giver de såkaldte incitamenter, der hævdes at kunne løskøbe den enkelte fra skylden, stress og det, der er værre. Og der er ydre stemmer, der siger det samme som den indre stemme: Du er forkert. De arbejdsløse møder skepsis fra andre i arbejde. De “etnisk forkerte” møder “hyggeracisme” og tilråb. De uformelle strukturer og de formelle strukturer går sammen om at skabe en strukturel ulighed.

De styrende lag må indse, at det er denne mekanisme, de har skabt og at de kun kan være gode ledere, hvis de vil være det for alle. Ofrene for uligheden bør indse, at al uligheden har samme kilde, metoder og rammesætninger. Deres kamp skal derfor ikke kun kan handle om deres egen situation, men også om de andre undertryktes. Den økonomiske ulighed vil altid stå i vejen for alle andre lighedsønsker, for den sår splid og desperation. Alle, der bliver ofre for uligheden, bør indse, at de strukturelle uligheder kommer fra samme kilde, og at den i sidste ende ikke er dem selv. Nej, man skal ikke ignorere kampen mod racisme ud fra en devise om at når der er økonomisk lighed, forsvinder racismen “af sig selv”. Men når de, der er ramt af f.eks. racisme og arbejdsløshed, kæmper mod hinanden, cementerer det bare de strukturelle uligheder. 

Samfundets strukturer sætter rammerne for vores muligheder, erfaringer og livsoplevelse ved at sætte værdierne af nogle parametre. For nogle borgere er parametrene sat til behagelige værdier: materiel tryghed, uddannelsesmuligheder, arbejde, et godt hjem og måske endda arbejdsfrie indtægter som f.eks. investeringer. De borgere er privilegerede, og det er deres liv vi bruger som målestok og i høj grad dem, der tegner debatten. Det er tænketanksdirektøren, der aldrig har oplevet påtvungen arbejdsløshed eller fattigdom, men alligevel gøres til autoritet på netop de områder. Og det er udlandsredaktøren, der projicerer egne livserfaringer ud som generelle truismer. Sagt med en simpel analogi: Hvis temperaturen i omgivelserne altid er 20°C glemmer man hvordan det er at fryse. 

Når Anna Libak hævder, at strukturerne ingen indflydelse har på den ulighed, borgerne oplever, benægter hun samtidig at samfundsstrukturerne skaber og vedligeholder ulighed. Men skyldes hendes benægtelse, at hun er ondsindet? Nej. Benægtelsen er en dansk nationalsport blandt privilegerede; de har endda arbejdspladser, der gør at de kan leve af deres sport. Udøverne af benægtelse er ofte ikke gode eller onde. De er bare blinde for den ulighed, som de ikke selv mærker eller har lyst til at mærke. Benægtelsen er nemlig også strukturelt betinget. I de privilegeredes omgivelser er der altid 20°C, så de skal aldrig tænke på temperaturen og tror, at de, der fryser, bare kan tage mere tøj på og kan kritiseres for ikke at have gjort det af sig selv. De privilegerede tror, at det er nok at sige at man ikke er ond. Men der skal noget andet til: De skal erkende, at de har privilegier og drager fordel af de strukturer, som giver andre ulemper og reelt påfører dem ondt.

Der er brug for en regulering af samfundets samlede temperatur, så ingen fryser. Hvorfor skal der være  permafrost i Gellerup, men tempereret i Nordsjælland?