Samtale på en bænk

Det har været et underligt forårssemester, og den erkendelse strejfer mig stadigt oftere. Her til formiddag tilbragte jeg en god time sammen med en fagkollega fra en anden uddannelsesinstitution end den, hvor jeg er ansat. Vi havde ikke set hinanden siden COVID-19-pandemien begyndte i Danmark, og jeg havde set frem til at vi skulle ses igen. Dér sad vi i hver sin ende af en bænk bag Aalborghus Slot med ansigterne godt gemt bag mundbind. Undervejs i samtalen fik vi vendt vores undervisning, bøger vi har læst, Baruch Spinozas gudsbegreb og alt for tidlige død, den italienske fascisme, situationen i Brasilien, sociopater, vi har mødt, principperne i COVID-19-vaccinekandidater og alt mulig andet – herunder et fælles labour of love i form af et bogprojekt om matematikkens filosofi. Vi havde nogle bøger til hinanden, til låns og til gave. Jeg glæder mig til at vi kan ses igen.

Seneste undtagelse

Donald Trump vil have præsidentvalget i USA udsat. Hans begrundelse er, at det vil være svært at afholde valghandlingen på en pålidelig og sikker måde.

Delstaternes lokale parlamenter i USA har en fælles hjemmeside, hvor der blandt meget er en særdeles grundig gennemgang af hvordan amerikanere kan brevstemme (det varierer fra delstat til delstat) og hvilke foranstaltninger, myndighederne har gjort sig i den henseende. Enten har Trump ikke kendskab til denne side, eller også er han ligeglad med den.

Tilbage i 2015 skrev jeg her om hvordan den tyske jurist og filosof Carl Schmitt i sit berømte/berygtede hovedværk Politisk teologi skrev om statslederes brug af undtagelsestilstande. Schmitt var nazist og hyldede stærke leder,e der kunne sætte sig ud over sædvanlig lov og sædvanlig retspraksis. Nøglecitatet fra ham er da også

Suveræn er den, der bestemmer over undtagelsestilstanden.

I USA har Trump-tilhængere ofte talt imod tiltag som nedlukning, påbud om mundbind mm. med den begrundelse, at det indskrænker den enkeltes frihed og har endda lavet sammenligninger med kommunistiske diktaturer. Det er meget påfaldende, at Trump og andre statsoverhoveder som Bolsonaro, der mest aktivt har bagatelliseret COVID-19-pandemien og har talt imod officielle tiltag ud fra et sådant frihedsargument, også er blandt dem, det falder lettest at være autoritære på baggrund af pandemien og på den måde gøre brug af en Schmitt’sk undtagelse.

En god institutleder

Foto: Erik Kjær Pedersens hjemmeside (http://web.math.ku.dk/~erik/)

Erik Kjær Pedersen var professor og institutleder ved Institut for Matematiske Fag på Københavns Universitet fra 2007 til 2016. Han døde i maj i år på et hospital i USA efter længere tids sygdom. Inden han blev institutleder, arbejdede han med algebraisk og geometrisk topologi (og var også en overgang institutleder på SDU), så nogle, jeg kender, har kendt ham.

Jeg kan faktisk ikke rigtig huske om jeg selv har mødt Erik, men mindeordene i Universitetsavisen fra Københavns Universitet gør indtryk også på mig. Søren Eilers skriver

Fra det øjeblik Erik Kjær Pedersen blev institutleder ved Institut for Matematiske Fag, og så længe han havde den opgave, levede og åndede han for at gøre instituttet bedre i enhver tænkelig forstand. Hans engagement var så grænseløst, at det kostede ham en hospitalsindlæggelse, da instituttet gennemlevede en eksistentiel krise i 2014 i forbindelse med nogle (senere opgivne) fusionsplaner, som Erik og alle medarbejdere opfattede som ekstremt skadelige.

Fra Søren Eilers: Mindeord over Erik Kjær Pedersen, matematikkens fyrmester (https://uniavisen.dk/mindeord-over-erik-kjaer-pedersen-matematikkens-fyrmester/)

Planerne om et megainstitut, der heldigvis ikke blev til noget, er grundigt omtalt på bloggen Forskningsfrihed i 2011. De var del af en trang til centralisering og trang til omstrukturering, man har set meget af rundt omkring på danske universiteter. Matematik har altid været et af de fagområder, hvis selvstændighed ofte har været truet og også blev det her, netop fordi det på den ene side er så tydeligt anvendeligt i naturvidenskab og ingeniørfag, på den anden side er et grundfag præget af, nå ja, grundforskning og derfor af udenforstående desværre ofte ikke set som “anvendeligt i sig selv”. Også senere har vi set ubehagelige eksempler på at matematiske institutter har været truet på deres selvstændighed.

Nekrologer gør mig ofte trist til mode, og det gør denne også. Jeg tænker også på noget mere alment, nemlig på hvordan institutledere bliver udpeget oppefra (af dekaner) og på hvem og hvad institutlederen først og fremmest skal tjene – er det instituttet og fagligheden, eller er det et abstrakt krav om vækst? Søren Eilers skriver

Nøgternt set var det et modigt valg af daværende dekan Nils O. Andersen at vælge Erik til institutleder. Erik var en internationalt anerkendt forsker og havde institutledererfaring både fra Odense og Binghamton, men han var meget tydeligt autodidakt i lederrollen og havde ekstremt stærke meninger om de internationale akademiske dyders ukrænkelighed, på en måde der ikke altid flugtede med styrelsesloven, som den så ud i 2007.

Erik Kjær Pedersen var god til at fejre sine succeser, men ikke til at hvile på sine laurbær, og som enhver anden god universitetsleder tabte han aldrig af syne, at han ikke ville være noget uden sine VIP og TAP. Alligevel må man formode, at han fik nydt sit alt for korte otium i vished om, hvor vellidt og beundret han var, og hvor stor taknemmelighed matematikmiljøet ved KU skylder ham for at skabe et fyrtårn der vil lyse stærkt længe efter, at Eriks egen flamme nu er gået ud.

Fra Søren Eilers: Mindeord over Erik Kjær Pedersen, matematikkens fyrmester
(https://uniavisen.dk/mindeord-over-erik-kjaer-pedersen-matematikkens-fyrmester/)

Erik må have været en god institutleder.

Prisen på mundbind

Søren Brostrøm siger, at der ikke er grund til at indføre et påbud om brug af mundbind som beskyttelse mod COVID-19 i Danmark. Andre steder i verden ser det anderledes ud. I nogle lande i Europa er der nu et påbud, mens der til gengæld er en skræmmende og irrationel modstand mod mundbind blandt Trump-tilhængere i USA ud fra et for mig uforståeligt og galt afmarcheret frihedsideal.

Men der er noget, vi skal finde ud af at håndtere, hvis der kommer et generelt påbud om mundbind i Danmark, nemlig de materielle omkostninger. Et mundbind skal nemlig skiftes efter tre til fire timer, så hvis man færdes udenfor og er blandt andre mennesker i det daglige, skal man nok bruge to mundbind pr. dag. En pakke med 50 engangsmundbind koster 300 kroner på webapoteket.dk – men er lige nu udsolgt. Med en pris på 6 kroner pr. mundbind skal man mindst bruge 360 kroner hver måned på engangsmundbind, og det kan let løbe op for en husstands vedkommende. Der er også en udfordring forbundet med at håndtere de kasserede mundbind, både fordi de er potentielle smittekilder og fordi de simpelthen er kombineret plastic- og papiraffald.

Jeg har selv bestilt vaskbare mundbind; også her er der en væsentlig leveringstid, men resurseforbruget er ikke så ekstremt. Vaskbare mundbind har ikke samme grad af beskyttelse som godkendte mundbind, men jeg ville foretrække en politik hvor man kombinerede strengere krav til adfærd med et påbud om vaskbare mundbind af en bestemt kvalitet. Hvad ville det mon koste de danske myndigheder at udlevere officielle, vaskbare mundbind til alle borgere i Danmark én gang for alle? Man kunne formodentlig få stykprisen meget langt ned og samtidig skabe arbejdspladser i forbindelse med produktion og distribution.

Dårligt nyt fra artikelfabrikken

Den rigtige artikel er til venstre, fup-artiklen med plagieret indhold er til højre. (fra https://forbetterscience.com/2020/06/15/beggers-test-for-schrodingerean-predator-prey-system/)

Nej, det er ikke en historie fra et sted, hvor der bedrives forskning. Faktisk tværtom.

På webstedet forbetterscience.com kan man se eksempler på artikler, der er blevet publiceret selv om indholdet i stort omfang er plagiat og selv om ganske mange af forfatterne er fiktive. Det er første gang, jeg har set eksempler på dette inden for ren matematik. Og de kommer fra tidsskrifter hos Springer, nemlig Journal of Inequalities and ApplicationsAdvances in Difference Equations og Fixed Point Theory and Applications. Og de er siden blevet trukket tilbage igen. Mange af hovedforfatterne på artiklerne er fra Kina, men deres fiktive medforfattere kommer fra rundt om i verden (blandt andet mindst ét universitet i Danmark!).

Og ikke bare er artiklerne resultat af plagiat, de bruger også hjemmelavet terminologi og ser ud til ikke rigtig at hænge sammen rent indholdsmæssigt.

Den nemmeste måde at opdage svindelen på er faktisk denne (som en af kommentarerne til artiklen da også gør opmærksom på): Forskningsartikler inden for matematik har kun sjældent en konklusion; indledning og konklusion er normalt slået sammen som artiklens første afsnit. Det er anderledes i datalogi, hvor det er sædvane at have en konklusion til sidst. I fup-artiklerne, der skal forestille at være bidrag til matematisk forskning, er der faktisk konklusioner!

Der er ganske meget at tænke over i en sag som dette.

  • For det første er det bekymrende, at der er opstået “artikelfabrikker”, der systematisk producerer falske publikationer – og mit gæt er, at mange af dem findes i Kina.
  • For det andet er det bekymrende, at de pågældende artikler slap igennem en form for fagfællebedømmelse og forbi en redaktion. “Bedømmerne” kan ikke have læst artiklerne særlig grundigt eller også kender de ikke områdets bidrag ret godt. Og hvor meget kan man så faktisk fæste lid til det, der står i forskningsartikler?
  • For det tredje er det bekymrende, at artikelfabrikkerne helt åbenlyst skyldes et krav om kvantificerbare veje til akademisk succes, nemlig hvor meget man har publiceret og hvor snarere end hvad man har fundet ud af. Man bør spørge sig selv, om den akademiske kultur i de lande, der især benytter sig af “artikelfabrikkerne”, er sund. Det tror jeg nemlig ikke, den altid er.

Godt brugt

Den regnfulde søndag blev brugt på en familieudflugt til Skalborg, hvor der ligger flere store second hand-butikker (eller marskandisere, som man kaldte dem engang).

Vores datter fandt en billig bluse. Selv kiggede jeg efter cd’er og dvd’er. Film og musik på fysiske medier er på hastigt tilbagetog, og det kunne jeg observere her. Det var længe siden, jeg sidst havde bladet igennem en række cd’er for at se, om der var noget spændende. Her lå Deutsche Trucker Hits side om side med The Predator med Ice Cube, og mellem Mark Knopfler og Genesis var der pludselig albums med… Mercury Rev, som var mægtig hippe for ti-femten år siden, men også er en gruppe som jeg desværre synes er lidt kedelige. Ellers var der, bortset fra kontrasten, ikke så meget spændende. Jeg fandt det gamle live-album From The Muddy Banks of the Wishkah med Nirvana, der viser gruppens mere aggressive og tungtrockende side, Tom Waits-opsamlingen Beautiful Maladies – The Island Years og U2s tredje album War, udsendt godt et halvt år efter deres legendariske Roskilde-koncert i sin tid og inden de begyndte at virke pinlige. Intet af det er strengt nødvendigt at eje for mig, men til 10 kroner stykket var udgiften overkommelig for at få udfyldt nogle mindre huller i samlingen.

Genhør med Document

I dag genhørte jeg Document af og med R.E.M. Det var med dette album fra 1987 og efterfølgeren Green fra 1988, at jeg først stiftede bekendtskab med kvartetten fra USA. Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på sangen “King of Birds” her til eftermiddag, og jeg fandt cd’en, som jeg købte dengang i 1988, frem.

Document rummer ganske mange gode sange, men også et par lidt formløse numre. Især “Lightning Hopkins” har aldrig sagt mig noget. Til gengæld er der så “Finest Worksong”, “King of Birds” og “The One I Love” – gruppens første egentlige hit og mest sørgeligt misforståede sang, Den er nemlig ikke en kærlighedssang, men en sang om at bruge en anden person som en slags “rekvisit” – dvs. en sang om den slags “kærlighed”, der reelt bare er egoisme.

Jeg var til koncert med R.E.M. i Edinburgh Playhouse i efteråret 1988, og det var faktisk ikke svært at få billet, for gruppen var endnu lige på grænsen til at få sit gennembrud i Europa. The Scotsman var nødt til at beskrive deres musikalske stil og det gjorde de ved at sammenligne dem med australske og newzealandske navne som Split Enz og Crowded House, og helt i skoven var det næppe.

Jeg kendte desværre ikke de tidlige albums endnu på det tidspunkt, men jeg husker alligevel koncerten i Playhouse som særdeles vellykket. Bandet var veloplagt – og Michael Stipe havde hår på hovedet!

Document var R.E.M.s sidste album for IRS Records, men også deres første produceret af Scott Litt, der siden var producer på de følgende mange albums. Fire år senere kom “Losing My Religion“, og inden længe var R.E.M. blevet allemandseje.

Der var både godt og skidt, at det gik sådan. R.E.M. lavede i deres lange storhedstid guldrandede sange fuldt på højde med hvad The Beatles formåede, men ligesom dem endte de med at blive “elsket ihjel”, så mange blev trætte af dem og ikke kunne høre deres mange kvaliteter.

I modsætning til The Beatles var R.E.M. dog nok en helhed, der var større end summen af de enkelte dele. Da Bill Berry fik en hjerneblødning og trak sig tilbage, kunne man mærke at noget var forandret. Han var ikke “bare” trommeslager, men må have haft større indflydelse på bandets musik, end man gik og troede. Og det er ikke meget af betydning, man har hørt til Buck, Mills og Stipe siden afskeden i 2010.

Og Document er, selv om det ikke er gruppens bedste udspil, stadig ligesom de fleste andre albums fra R.E.M. (jeg har dem alle) stadig værd at høre.

Et gensyn med poetry slam


I januar 2019 var jeg med ved Danmarksmesterskaberne i poetry slam og røg ud i første runde. Siden da fik jeg konsekvent lave point, når jeg stillede op, og responsen i andre sammenhænge var ikke så god. Var det mon ikke tid for mig at stoppe nu? 

I august 2019 besluttede jeg mig til at forlade poetry slam efter ti år. Glæden ved ikke at kunne komme ud over scenekanten er lille, og af og til har jeg følt, at der måske ikke var mere for mig at sige.

I aften var jeg dog alligevel tilbage for en stund på Studenterhuset i Aalborg til en særlig sommerudgave af poetry slam med et lille publikum og en del særlige forholdsregler på grund af COVID-19. Det var første gang i knap et halvt år, der var poetry slam i Aalborg, og jeg havde lyst til at prøve igen.

Det var godt at se dem, jeg kendte fra den lokale poetry slam-scene igen. Dennis Buchleitner, der er en af de suverænt dygtigste danske spoken word-performere, var kommet helt fra København for at optræde mellem runderne. Det var også godt at se Dennis igen og høre hans nye og hudløst ærlige tekst om at slippe ud af mange års hashmisbrug.

I finalen var Louise Thisgaard, Nikolaj Lind Holm og Jesper Nielsen. Det blev Nikolaj, der vandt, og det var fuldt fortjent.

Denne gang fik jeg også lave point; jeg kan for alvor mærke, at jeg ikke rigtig brænder igennem mere og jeg tror, det mest fornuftige for mig er at stoppe for alvor nu. 

Genåbningsfeber

Skærmbillede fra https://www.horesta.dk/presseklip/2020/juni/efter-corona-konferencecenter-er-kommet-godt-igen/

I medierne taler mange om tiden lige nu som “efter corona”. Men COVID-19-pandemien er bestemt ikke slut. Man skal bare se sig om i verden for at opdage, hvor galt det er fat.

I den seneste halvanden måned har tallene for antal smittede og antal døde i Danmark været lave, men nu er smittetallene vokset – kun lidt, men dog er de vokset. Det er forkert at sige “efter corona”, for vi er midt i pandemien.

I Politiken er der en reportage fra Bakken i København. Gæsterne i forlystelsesparken siger, at de ikke er så påpasselige længere.

»For to måneder siden tog jeg ikke mit barn med i indkøbscenteret. Jeg sprittede af, inden jeg gik ind, og når jeg kom ud. Når jeg stod i kø, holdt jeg altid en meters afstand. Så dengang var det mere stramt. For nu kan jeg sagtens se det skred, der sker«, siger Bettina Johansen:

»Det første, der slog mig, da jeg ankom til Bakken, var, at folk står helt oppe i enden af hinanden. Der er ikke den der meter imellem. Det er bare en lang kø. Før kunne man ligesom se den fysiske afstand. Det kan man ikke længere. Så afstanden slækkes på. Og det smitter af på mig. Jeg kan mærke, at jeg selv skal være mere disciplineret«.

Hun har en håndsprit med, men hun bruger den ikke lige så meget som før.

Politiken, 23. juli 2010 (https://politiken.dk/indland/art7866655/»Før-ville-jeg-have-sprittet.-Det-gjorde-jeg-ikke-i-dag«)

Jeg forstår dem på en måde godt, for vi længes alle efter en anden virkelighed. I år er det første gang siden min datter blev født i 2001, at jeg tilbringer hele sommeren hjemme, med et kort familiebesøg i sidste uge som eneste undtagelse. Det ville være kærkomment med et tydeligere afbræk fra hverdagen.

Men slut er det ikke, tværtimod. Måske var det på tide, at myndighederne igen henvendte sig på den måde, de gjorde i marts og april. De hyppige pressemøder var en voldsom oplevelse, men set på afstand er det tydeligt, at de gjorde et stort indtryk. Og måske skulle journalister og andre mediefolk holde op med at bruge formuleringen “efter corona” om den tid, vi er i nu.

Betal din egen husleje?

Foto: MrBPrints (https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:KU_frue_plads.jpg, Attribution-ShareAlike 4.0 International (CC BY-SA 4.0))

De danske universiteters økonomi er baseret på nogle idealer om intern konkurrence, der har absurde konsekvenser. Ét er, at der er ved at opstå et ideal om at universitetslærere skal konkurrere med hinanden om at hente midler hjem til at betale en del af deres egen løn – det har jeg skrevet om før. Et andet er at universiteterne har status som selvejende institutioner; det gør at staten (repræsenteret af Bygningsstyrelsen) tjener penge på at leje bygninger ud til universiteterne. I 2019 regnede man med at dette ville give et overskud på 567 millioner kroner.

Senest er der en sag om husleje, der vil få konsekvenser for Københavns Universitet. Bygningsstyrelsen vandt midt i juni en intern voldgift om Pharma Science-bygningen på Nørre Allé. Det indebærer, at universitetet skal betale en husleje, der er højere end da byggeriet i sin tid blev planlagt. En anden voldgiftssag mod Bygningsstyrelsen drejede sig om huslejen på i alt 19 lejemål, og den har Københavns Universitet også tabt. Også her er konsekvensen, at der skal betales mere i husleje. En ikke usandsynlig konsekvens er, at der skal ske store nedskæringer – måske op mod 400 ansatte ved Københavns Universitet skal fyres. Det vil i så fald blive en fyringsrunde, der får sidste års store fyringsrunde på et andet dansk universitet til at blegne. En anden bizar konsekvens af huslejemodellen så man sidste år: Københavns Universitet ville have private fonde til at betale en det af huslejen.