Et gammelt og misligholdt hus

Den forladte banegård Michigan Central Station i Detroit i USA. Foto: Albert Duce ( Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 Unported)

I 1960’erne skete der store forandringer i verden, og mange af dem var skræmmende. Nogle af dem hørte man ikke meget til. Det “store spring fremad” i Kina og “kulturrevolutionen” kostede millioner af menneskeliv og skabte store ødelæggelser, men der slap ikke ret meget ud fra Kina. Andre tragedier fyldte meget i medierne og i den vestlige selvforståelse. Vietnamkrigen forvoldte store tab af menneskeliv, og protesterne mod USAs krigsførelse tog til samtidig med protesterne mod apartheid i USA – og i Sydafrika. I USA blev John F. Kennedy myrdet, og senere overgik samme skæbne hans bror og Martin Luther King og Malcolm X.

Det underlige er, at det samtidig virker som om at der var en fornemmelse af at verden var fuld af muligheder, for dette var en periode med økonomisk opsving og fuld beskæftigelse i Europa og Nordamerika. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, der var en opblomstring af modkulturen og en skepsis over for autoriteterne, der på mange måder var ny.

Den slags perioder, hvor det er som om alt er muligt, er noget helt særligt. Da jeg begyndte i gymnasiet, var jeg på gymnasiets første årgang nogensinde. Meget var usikkert endnu – der var ikke engang egne bygninger. Men jeg og de andre elever og vore lærere var med til at skabe en omgangsform og nogle traditioner; alt var åbent og vi blev pionerer.

Bagefter, da jeg gik i gang med en videregående uddannelse, kom jeg til et sted, hvor meget stadig var nyt, og uddannelserne havde for manges vedkommende få studerende. Også her føltes verden åben og det var muligt at være med til at præge det, der var ved at opstå, og igen følte mange sig som pionerer. Mange af de forskningsmiljøer, der opstod dengang, er stadig vigtige.

Måske er disse perioder, hvor alt syntes åbent for mig og for andre, bare en slags efterdønninger af åbenheden fra 1960’erne og 1970’erne.

Lige nu er alt oppe i luften igen, og verden står atter åben og alt er muligt. Kriserne kender vi kun alt for godt. Men det virker desværre nogle gange som om der er tale om den åbenhed, der er i et gammelt og misligholdt hus, som nogen har forladt, fordi det ikke rigtig kan betale sig for dem at blive der.