Det er skræmmende. En overgang troede jeg vel, at COVID-19-pandemien ville få mange til at vågne op til dåd og skabe en ny bevidsthed om klimaforandringerne. De seneste måneder har været hårde, men de har samtidig vist, at det er muligt for samfund i den industrialiserede verden at omstille sig på kort tid og at skabe en høj grad af accept af det. De samfund, hvor den slags ikke er lykkedes, er samfund som USA, der også har været modvillige med hensyn til at ville gøre noget ved klimaforandringerne. Den bizarre fornægtelse af alvoren i COVID-19 minder vældig meget om fornægtelsen af klimaforandringerne.
Også uden for USA har mange desværre regnet med at pandemien en dag ville være slut, hvorefter alt så igen kunne blive som før. Problemet er måske at vi har talt så meget om en “genåbning”. For det er et falsk håb; der er meget, der sikkert aldrig bliver som før, og det går kun meget langsomt op for os. De menneskeskabte klimaforandringer er heller ikke et midlertidigt problem, og her er det sikkert, at intet vil blive som før og at der aldrig bliver tale om en “genåbning”.
