Alderen trykker

Da jeg blev 50, fik jeg mit første brev fra Ældresagen med tilbud om medlemskab. Det var en underlig fornemmelse, for jeg følte mig ikke gammel dengang. Men efterhånden er jeg begyndt at tænke mere over hvordan det er komme op i årene. Da jeg tidligere i år gik igennem et behandlingsforløb, tænkte jeg over det igen.

Lige nu er mine overvejelser af mere generel art. På den ene side er jeg godt i gang med at blive gammel, på den anden side kan hovedet ikke helt indstille sig på det. Det, jeg efterhånden er ved at prøve at forstå på en anden måde, er hvordan “man” ser på de gamle. Nogle gange er de en resurse, som skal udnyttes så længe som muligt. Andre gange er de en belastning.

COVID-19-pandemien sætter fokus på de gamle, netop fordi de er en del af risikogruppen. Den officielle linje hos de danske myndigheder har været, at alle de corona-relaterede forholdsreglerne blandt andet er for de gamles skyld. Det har så også ført til at nogle i den offentlige debat har spurgt, om det virkelig “var det værd”. Man har ikke i denne underlige (og uværdige) debat hørt så meget til de gamle, men andre risikogrupper har heldigvis udtalt sig.

På den anden side viser de rystende afsløringer af forholdene på danske plejehjem, at de gamles tilværelse nogle gange bliver opfattet som et spørgsmål om opbevaring. Mange af de gamle, der her er tale om, er demente, og dem hører man af gode grunde ikke noget til.

Og så er der det med pensionsalderen. Jeg har talt med andre jævnaldrende om hvor længe der er til pensionsalderen, når vi har været trætte af vores arbejde – det havde vi næppe gjort for ti år siden. Det siger både noget om alderen, vi har nået, og om vores arbejdsforhold. Hvis jeg sparer op på den rigtige måde og ikke træffer de forkerte valg, kan jeg trække mig tilbage og gå på efterløn, når jeg er 65. Det er der kun knap ni år til. Jeg har aldrig haft hårdt fysisk arbejde, så min krop er ikke slidt ned. Hvis min forstand forbliver intakt, går det nok. Men dem, jeg kender, der er bare nogle få år yngre end mig, skal blive på arbejdsmarkedet til de er 68 eller længere.

Danske politikere giver nu pludselig udtryk for at de vil standse pensionsalderens himmelflugt.

Morten Østergaards begrundelse er, at »arbejdsmarkedet kommer til at ændre sig vildt«, og at én generel pensionsalder ikke vil blive ved med at give mening:

»Når den kommer op på 70 år, bør vi se, om der ikke er et andet system, der vil skabe mere frihed for folk til selv at indrette deres pensionstilværelse på en måde, der giver mening for dem.«

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er enig i, at »på et eller andet tidspunkt bliver der nødt til at være et punktum« for den stigende pensionsalder, men han vil ikke sige, hvor det punktum bør sættes. 

Radikale vil stoppe den stigende pensionsalder ved 70 år, Jyllands-Posten 10. juli 2020 (https://jyllands-posten.dk/politik/ECE12259101/radikale-vil-stoppe-den-stigende-pensionsalder-ved-70-aar/)

Hummelgaard er 37, Østergaard er 44. Mon det er alderen, der begynder at trykke?