Det genetiske isopunkt

Min fjerne slægtning Marie Krarup fra Dansk Folkeparti. Blandt hendes forfædre er arabere, sydasiater og maorier.

I genetik taler man om det genetiske isopunkt for en population. Det er det tidspunkt i fortiden, hvor hver enkelt af de daværende medlemmer af populationen enten ikke har forfædre i den nuværende population eller er forfar/formor til alle medlemmer af den nuværende population. Hvis man husker, at antallet af forfædre (mænd og kvinder under ét) vokser eksponentielt med antallet af generationer, man ser bagud, kan man ud fra det velkendte skuffeprincip i kombinatorik se, at der må være et sådant isopunkt, for menneskeheden har endeligt mange medlemmer fordelt over tid. Og det er fascinerende at tænke på at al den genetiske variation, der findes i menneskeheden i vor tid stammer herfra, og derfor også er forbløffende begrænset. Selvfølgelig er mange forfædre nogen, der voksede op i nærheden. En japaner fra vor tid har 88,4% af sine forfædre fra Japan, og de fleste af resten fra Kina og Korea med kun 0,00049% fra Norge. En nordmand fra vor tid har over 92% af sine forfædre fra Norge og kun 0,00044% from Japan. Men alligevel: Isopunktets eksistens fortæller os, at mennesker må være kommet vidt omkring og at at vi alle har nogle forfædre, der kom meget langt væk fra. I sidste ende kommer være forfædre fra Østafrika, men det er 70.000 år siden – også et lille blip i den store evolutionssammenhæng.

Hvornår indtraf isopunktet så? Det afhænger af hvilken model for migration, man vælger. De amerikanske forskere Douglas L. T. Rohde, Steve Olson og Joseph T. Chang publicerede en model i Nature i 2003, hvor de estimerede at det genetiske isopunkt lå for omkring 5000 år siden. Andre modeller sætter isopunktet senere, så sent som år 1400 f.v.t.

Rohde, Olson og Chang skriver i deres artikel at

…no matter the languages we speak or the colour of our skin, we share ancestors who planted rice on the banks of the Yangtze, who first domesticated horses on the steppes of the Ukraine, who hunted giant sloths in the forests of North and South America, and who laboured to build the Great Pyramid of Khufu.

Fra Douglas L. T. Rohde, Steve Olson og Joseph T. Chang, “Modelling the recent common ancestry of all living humans”, Nature, vol. 431, 30 september 2004 (https://www.nature.com/articles/nature02842.pdf)

Netop dét er værd at tænke over.

(Visited 136 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar