Kategorier
Blog Musik

Genhør med Document

I dag genhørte jeg Document af og med R.E.M. Det var med dette album fra 1987 og efterfølgeren Green fra 1988, at jeg først stiftede bekendtskab med kvartetten fra USA. Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på sangen “King of Birds” her til eftermiddag, og jeg fandt cd’en, som jeg købte dengang i 1988, frem.

Document rummer ganske mange gode sange, men også et par lidt formløse numre. Især “Lightning Hopkins” har aldrig sagt mig noget. Til gengæld er der så “Finest Worksong”, “King of Birds” og “The One I Love” – gruppens første egentlige hit og mest sørgeligt misforståede sang, Den er nemlig ikke en kærlighedssang, men en sang om at bruge en anden person som en slags “rekvisit” – dvs. en sang om den slags “kærlighed”, der reelt bare er egoisme.

Jeg var til koncert med R.E.M. i Edinburgh Playhouse i efteråret 1988, og det var faktisk ikke svært at få billet, for gruppen var endnu lige på grænsen til at få sit gennembrud i Europa. The Scotsman var nødt til at beskrive deres musikalske stil og det gjorde de ved at sammenligne dem med australske og newzealandske navne som Split Enz og Crowded House, og helt i skoven var det næppe.

Jeg kendte desværre ikke de tidlige albums endnu på det tidspunkt, men jeg husker alligevel koncerten i Playhouse som særdeles vellykket. Bandet var veloplagt – og Michael Stipe havde hår på hovedet!

Document var R.E.M.s sidste album for IRS Records, men også deres første produceret af Scott Litt, der siden var producer på de følgende mange albums. Fire år senere kom “Losing My Religion“, og inden længe var R.E.M. blevet allemandseje.

Der var både godt og skidt, at det gik sådan. R.E.M. lavede i deres lange storhedstid guldrandede sange fuldt på højde med hvad The Beatles formåede, men ligesom dem endte de med at blive “elsket ihjel”, så mange blev trætte af dem og ikke kunne høre deres mange kvaliteter.

I modsætning til The Beatles var R.E.M. dog nok en helhed, der var større end summen af de enkelte dele. Da Bill Berry fik en hjerneblødning og trak sig tilbage, kunne man mærke at noget var forandret. Han var ikke “bare” trommeslager, men må have haft større indflydelse på bandets musik, end man gik og troede. Og det er ikke meget af betydning, man har hørt til Buck, Mills og Stipe siden afskeden i 2010.

Og Document er, selv om det ikke er gruppens bedste udspil, stadig ligesom de fleste andre albums fra R.E.M. (jeg har dem alle) stadig værd at høre.

(Visited 72 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar