En god institutleder

Foto: Erik Kjær Pedersens hjemmeside (http://web.math.ku.dk/~erik/)

Erik Kjær Pedersen var professor og institutleder ved Institut for Matematiske Fag på Københavns Universitet fra 2007 til 2016. Han døde i maj i år på et hospital i USA efter længere tids sygdom. Inden han blev institutleder, arbejdede han med algebraisk og geometrisk topologi (og var også en overgang institutleder på SDU), så nogle, jeg kender, har kendt ham.

Jeg kan faktisk ikke rigtig huske om jeg selv har mødt Erik, men mindeordene i Universitetsavisen fra Københavns Universitet gør indtryk også på mig. Søren Eilers skriver

Fra det øjeblik Erik Kjær Pedersen blev institutleder ved Institut for Matematiske Fag, og så længe han havde den opgave, levede og åndede han for at gøre instituttet bedre i enhver tænkelig forstand. Hans engagement var så grænseløst, at det kostede ham en hospitalsindlæggelse, da instituttet gennemlevede en eksistentiel krise i 2014 i forbindelse med nogle (senere opgivne) fusionsplaner, som Erik og alle medarbejdere opfattede som ekstremt skadelige.

Fra Søren Eilers: Mindeord over Erik Kjær Pedersen, matematikkens fyrmester (https://uniavisen.dk/mindeord-over-erik-kjaer-pedersen-matematikkens-fyrmester/)

Planerne om et megainstitut, der heldigvis ikke blev til noget, er grundigt omtalt på bloggen Forskningsfrihed i 2011. De var del af en trang til centralisering og trang til omstrukturering, man har set meget af rundt omkring på danske universiteter. Matematik har altid været et af de fagområder, hvis selvstændighed ofte har været truet og også blev det her, netop fordi det på den ene side er så tydeligt anvendeligt i naturvidenskab og ingeniørfag, på den anden side er et grundfag præget af, nå ja, grundforskning og derfor af udenforstående desværre ofte ikke set som “anvendeligt i sig selv”. Også senere har vi set ubehagelige eksempler på at matematiske institutter har været truet på deres selvstændighed.

Nekrologer gør mig ofte trist til mode, og det gør denne også. Jeg tænker også på noget mere alment, nemlig på hvordan institutledere bliver udpeget oppefra (af dekaner) og på hvem og hvad institutlederen først og fremmest skal tjene – er det instituttet og fagligheden, eller er det et abstrakt krav om vækst? Søren Eilers skriver

Nøgternt set var det et modigt valg af daværende dekan Nils O. Andersen at vælge Erik til institutleder. Erik var en internationalt anerkendt forsker og havde institutledererfaring både fra Odense og Binghamton, men han var meget tydeligt autodidakt i lederrollen og havde ekstremt stærke meninger om de internationale akademiske dyders ukrænkelighed, på en måde der ikke altid flugtede med styrelsesloven, som den så ud i 2007.

Erik Kjær Pedersen var god til at fejre sine succeser, men ikke til at hvile på sine laurbær, og som enhver anden god universitetsleder tabte han aldrig af syne, at han ikke ville være noget uden sine VIP og TAP. Alligevel må man formode, at han fik nydt sit alt for korte otium i vished om, hvor vellidt og beundret han var, og hvor stor taknemmelighed matematikmiljøet ved KU skylder ham for at skabe et fyrtårn der vil lyse stærkt længe efter, at Eriks egen flamme nu er gået ud.

Fra Søren Eilers: Mindeord over Erik Kjær Pedersen, matematikkens fyrmester
(https://uniavisen.dk/mindeord-over-erik-kjaer-pedersen-matematikkens-fyrmester/)

Erik må have været en god institutleder.

(Visited 144 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar