En storslået, misforstået kamp for frihed

Foto: San Francisco Chronicle (https://www.sfchronicle.com/oursf/article/Anti-Mask-League-San-Francisco-had-its-own-15255495.php)

Selvfølgelig kan det være det bøvlet at bruge mundbind på en varm sommerdag, men COVID-19-smittetallene stiger, og vi er nødt til at passe endnu mere på hinanden. Også her i Danmark er der desværre ved at opstå en slags misforstået “frihedsbevægelse” mod mundbind, og der dukker materiale op på Facebook o.lign. af samme ubehagelige art som det, man finder fra pandemibenægtere – mit gæt er, at det ofte skyldes sådanne.

Historien (og historieløsheden) gentager faktisk sig selv. Under den spanske syge for et århundrede siden, var der tilsvarende misforståede “frihedsbevægelser” rundt om i USA. På San Francisco Chronicles websted kan man læse om historien, som den så ud i denne amerikanske storby, der var blandt de hårdest ramte. New York Times har også en god artikel om hvad man lærte om mundbind af den spanske syge. Det er uhyggeligt, at denne lærdom nu lader til at være gået i glemmebogen.

Første bølge af den spanske syge ramte i 1918, og der var pæn vilje hos borgerne til at bruge mundbind. Men da anden bølge af den spanske syge ramte i januar 1919, stiftede nogle borgere The Anti-Mask League. Ved det første møde i San Francisco deltog mere end 2000 mennesker. Forpersonen for Anti-Mask League var Emma Harrington, en lokal advokat og aktivist, som havde været den første kvinde i San Francisco, der brugte sin stemmeret (det var i 1911). Suffragetterne (forkæmperne for kvinders stemmeret) var modstandere af at man skulle dække sin mund, måske fordi de så den slags som et krav om tavshed. Det var en uhyggeligt misforstået symbolik.

Myndighederne i San Francisco gav ikke efter, og slækkede ikke på kravet om mundbind.

Og det virkede. Den 15. januar 1919, da påbuddet om mundbind blev genindført, var der 510 nye tilfælde og 50 dødsfald. Kun 11 dage senere, den 26. januar 1919, var antallet af nye tilfælde nede på 12, og der var “kun” fire dødsfald.

Som en lokal forperson fra Røde Kors i San Francisco sagde dengang for 100 år siden:

“A week ago I laughed at the idea of the mask,“ local Red Cross Chairman John A. Britton told a reporter. “I wanted to be independent. I did not realize that the cost of such independence was the lives of others.”

Kilde: Peter Hartlaub: Anti-Mask League: San Francisco had its own shutdown protests during 1918 pandemic, San Francisco Chronicle, 8. maj 2020 ( https://www.sfchronicle.com/oursf/article/Anti-Mask-League-San-Francisco-had-its-own-15255495.php)

Omkostningerne ved egen uafhængighed er de andres liv – og ens eget, ikke at forglemme. Ligesom alle andre værnemidler er mundbind ikke kun til for at vi passer på os selv, men også for at vi passer på hinanden. Udsagnsordet “passe på” har passende nok to betydninger.

Konspirationsteoriernes ofre

Hver gang der sker noget, der er svært at begribe, dukker konspirationsteorierne op. Efter den uhyggelige eksplosion, der har raseret et stort område i Beirut, og var forårsaget af ammoniumnitrat og fyrværkeri, kom der en konspirationsteori om at den faktisk skyldes – en atombombe.

Mange fornuftige mennesker spilder en masse tid på at prøve at tilbagevise alt det ævl, som dukker op fra konspirationsteoretikere, men man skal også tale om alt det og alle dem, som konspirationsteorierne skader. Det er nemlig ikke bare en harmløs bestræbelse på at “finde sandheden”, selv om det er præcis det, konspirations-fortalerne hele tiden hævder.

Personligt kvier jeg mig ved at bruge det respektable ord teori om noget så forkvaklet og skadeligt om konspirationsteorierne. For ét har de fælles: Alle former for benægtelse i form af konspirationsteorier går ud over noget – eller nogen. I tilfældig rækkefølge:

  • Pandemibenægtelsen bagatelliserer alt det, som familierne til dem, der har mistet deres kære, og hos sundhedsarbejderne, der har været ved at bukke under, har måttet gennemleve og stadig gennemlever under COVID-19-pandemien
  • Påstanden om “atombomben i Beirut” gør det sværere at diskutere, hvordan man skal håndtere de faktiske problemer med opbevaring af store lagre af eksplosiver, og er samtidig bare med til at eskalere konflikter mellem lande i Mellemøsten og til at lede opmærksomheden væk fra problemer med korruption i Libanon.
  • Holocaust-benægtelsen sviner mindet til om de mange millioner, der døde under Holocaust og deres overlevende pårørende, der mistede deres nærmeste.
  • Benægtelsen af terrorangrebene i USA i 2001 påberåber sig ofrenes eftermæle og er samtidig med til at frikende al-Qaeda.
  • Benægtelsen af månelandingerne underkender de teknologiske og videnskabelige og menneskelige bedrifter og erfaringer, rumprogrammerne var udtryk for, og underkender astronauternes helt særlige bedrifter.
  • Benægtelsen af klimaforandringerne gør Jordens befolkning og samlede flora og fauna til ofre.

Alene dét gør konspirationsteorierne så dybt usympatiske.

Noget andet, som konspirationsteorierne også har fælles, er at de på én og samme tid hævder at være kritiske og benægter de foreliggende data: Alle de mange optagelser af sammenstyrtende højhuse den 11. september 2001, alle billederne af lig i Auschwitz, alle de smeltende gletsjere, alle dødsannoncerne i italienske aviser – alt er “falsk”. På denne måde er videnskabelig tankegang faktisk også blevet et offer for konspirationsteorierne, for udgangspunktet i videnskab er aldrig, at de forhåndenværende data er falske eller manipulerede med en bestemt hensigt.

Måske er konspirationsteoretikerne så dybt indlejret i deres underlige tankemønstre, at de ikke kan se hvem og hvad deres vrangforestillinger går ud over. Eller måske er de virkelig bare ligeglade.

Et parti med særinteresser?

Nu er Veganerpartiet formodentlig opstillingsberettigede til næste valg til Folketinget. De forventelige, umodne reaktioner om “BØF!” og “BACON!” har selvfølgelig ikke ladet vente på sig på de sociale medier. Jeg har været veganer siden engang i 1994 (og var vegetar fra 1992). Men jeg vil alligevel ikke stemme på Veganerpartiet.

Det ser ud til at jeg er enig med det nye parti, når det gælder holdninger til det industrielle landbrug og dyrs rettigheder og til at spise plantebaseret. Det er ikke overraskende. Men der er også alt det andet, som man skal forholde sig til politik. Her tænker jeg på hele fordelingspolitikken, på transportpolitik, på uddannelses- og forskningspolitik, på udenrigspolitik, på kulturpolitik, på ulighed, som den viser sig lokalt og internationalt gennem fattigdom og racisme og anden diskrimination, på menneskerettigheder generelt og så videre og så videre.

Selvfølgelig er der væsentlige grunde til at være veganer, og jeg synes selvfølgelig, at de grunde er så væsentlige, at alle bør blive veganere – præcis som andre mennesker sikkert synes, at alle burde dele de holdninger, de selv har. Men det er underligt, at et bestemt parti nu gerne vil være talerør for alle veganere – for det kan de ikke være, præcis som f.eks. Kristendemokraterne ikke repræsenterer alle kristne i Danmark og Dansk Folkeparti ikke repræsenterer det danske folk. Jeg ville selv meget hellere se flere veganere rundt om i politik bredt set, ikke bare i partier, men også i fagforeninger, studenterbevægelser og alle andre steder, hvor borgere prøver at få deres meninger hørt og kæmper for en vigtig sag. Partier med særinteresser ender alligevel altid med at skulle forholde sig til emner, der er langt fra deres særinteresser.

Senfølger

Da nedlukningen af store dele af det danske samfund skete den 11. marts i år, talte regeringen om nødvendigheden af at forebygge langvarige indlæggelser og dødsfald og om at sundhedsvæsenet ikke skulle overbelastes. Mange forstod heldigvis dette argument.

Dengang, for ikke så længe siden, mente sundhedsvidenskaben, at hvis man overlevede COVID-19, var det dét: Man blev rask igen. Men der var meget, man ikke vidste i marts i år, som vi nu ved. Nogle får aldrig symptomer. Mange kommer sig helt – den colombianske cykelrytter Fernando Gaviria, der havde COVID-19, vinder nu løb igen. På den anden side ved vi også, at ikke helt få patienter får alvorlige senfølger. En ny undersøgelse af de irske sygeplejersker, der overlevede COVID-19, viser at ud af 545 sygeplejersker, har 65 procent stadig træthedssymptomer. Hele 91 procent rapporterer om andre senfølger også. Blandt de rigtig slemme senfølger, man kender til nu, er lungesvigt, blodpropper og organskader.

Hvor mange af senfølgerne, vil være permanente, ved vi endnu ikke. Men i bedste fald vil de gøre mennesker uarbejdsdygtige i længere tid, og behandlingen af senfølgerne kan også blive en belastning af sundhedsvæsenet. Derfor må senfølgerne også være et væsentligt argument for stor påpasselighed og noget, vi skal minde hinanden om for alvor, nu hvor smittetallet vokser. Det vil også være godt at blive ved med at kunne sætte navne og ansigter på de mennesker, der har senfølger af COVID-19, så alle kan forstå den potentielle alvor af denne endnu så gådefulde sygdom.

Genlukning

I dag er der 112 nye tilfælde af COVID-19 i Danmark; det er den største daglige vækst i smittetallet i tre måneder. Alt dette sker i en underlig situation, hvor politiske spil og konspirationsteorier florerer. Der er pandemibenægtere og mundbind-modstandere, men mest i det skjulte. Mere tydelige er de højrenationalistiske politikere, der forsøger at mistænkeliggøre etniske mindretal på baggrund af de seneste smittetal.

Nu er det på tide at tage pandemien meget alvorligt igen. Al tale om genåbning må forstumme. Nedlukningen i marts var hård på mange måder og alle havde brug for at tænke på noget andet for en stund for ikke at miste modet og forstanden, men vi bliver nødt til vidtrækkende tiltag igen. De nye smittetal ser nemlig ud til at passe med en ny model for smittespredningen i Danmark, udarbejdet af forskere fra SDU.

Ifølge modellen vil anden bølge i Danmark toppe i ugerne 38-40 og begynde at klinge af omkring uge 40-42. Der bliver samme forløb som under første bølge, hvis forholdsregler og restriktioner ellers er de samme. Tallet af nye smittede vil først efter uge 50, altså midt i december, blive lige så lavt som før uge 30, hvor smittetallene langsomt begyndte at stige igen. De samme SDU-forskere havde en lignende model i foråret. Den forudså, at antallet af smittede i Danmark med 90 procents sandsynlighed ville toppe senest 12. april,. Det kom til at holde stik, ved vi nu.

Der er som sagt politiske spil og konspirationsteorier i gang, men heldigvis også mange, der kan se at situationen er alvorlig. I dag var der én, der sagde til mig at stemningen lige nu bedst kan opsummeres som spørgsmålet “Kommer der ikke snart en voksen?”. Det er en meget præcis formulering, også fordi “den voksne” har været statsministeren. Den voksne lige nu er nødt til at være – hver enkelt af os og samfundet som fællesskab.

Pakke op og pakke ned

I dag havde jeg en samtale om hvordan man mon bedst kan forberede sig til eksamen, og her blev jeg mindet om Erik Jørgensen, som jeg husker godt fra min tid som matematikstuderende. Erik havde en forbløffende evne til at ekstemporere en sammenhængende forelæsning ud af det blå, og engang fortalte han os, at han så det som at “pakke sin viden ud”. Det er en forbløffende god metafor for selve det at skabe og fastholde en mental struktur: Hvis man pakker sin kuffert tilfældigt, så alt ligger hulter til bulter, bliver det svært at genfinde sine ejendele. Hvis man derimod har en plan for hvordan man pakker, er det ulige nemmere. Og hvis man tilmed sørger for at lægge dét, man med størst sandsynlighed skal bruge først (typisk er det skiftetøj og toilettaske), er man bestemt ikke ilde stedt.

Tilsvarende kan man tænke på læring som at pakke sin mentale bagage på en sådan måde, at den hurtigt kan pakkes ud. Og ligesom man får en rutine for at pakke kuffert og en dag forhåbentlig får sig en mental pakkeliste, kan man lære at lære nyt ved at forstå, hvordan man pakker sin viden sammen, så den nemt kan pakkes ud igen. Måske er denne metafor også god at bruge, når man som underviser skal forklare, at læring ikke er åndløs reproduktion. Forberedelse til eksamen består i at finde ud af, hvad man skal have med sig og hvorfor, og derefter finde ud af, hvor det skal placeres.

De farlige sølvpapirshatte

Der blev registreret 207 nye COVID-19-tilfælde i Danmark den forløbne weekend, og det ser ud som om det hele er ved at stikke af igen. Noget at det, jeg har det allerdårligst med, er derfor dem, der lige nu højlydt benægter på de såkaldte sociale medier, at der er en COVID-19-pandemi, der koster mange mennesker livet. Dette er årets bidrag til samlingen af konspirationsteorier, og det er et af de rigtig grumme af slagsen.

Sølvpapirshatten er nærmest blevet symbol på konspirationsteori-tilhængernes absurditet, men det er ikke kun absurd, det der foregår under sølvpapirshattene. Når pandemi-benægterne skriver, at de “ikke ved hvorfor italienerne døde”, er det skræmmende og en hån mod alle dem, der har mistet deres kære til COVID-19 eller har haft en hård tid som ansatte i sundhedsvæsenet. For benægterne er dette måske bare en slags spændende konstruktion, der skal vise at de er kritiske over for medierne, men de paraderer deres demonstrative vilje til uvidenhed ved at gå på andre menneskers lig. Ligheden med holocaust-benægterne er stærkt foruroligende.

Den misforståede systemkritik bor også på andre måder lidt for tæt på ekstremismen. På Zetland kan man nu læse en artikel om den halvhemmelige sammenslutning, der kalder sig Acephali. Det skal udtales “ass-farli”, og måske burde vi også skrive det sådan. Acephali er en “suverænitetsbevægelse” i stil med den tyske “Reichsbürger”-gruppe, og den kombinerer alle konspirationsteorierne om 5G, chemtrails, anti-vaccine osv. (og selvfølgelig også pandemi-benægtelse) med højrenationalisme. Den tyske Reichbürger-gruppe er nogen, den tyske efterretningstjeneste holder øje med, fordi man mener at dens medlemmern er beredt på “alvorlige voldshandlinger”. “Reichbürgerne” anerkender ikke den nuværende tyske forbundsrepublik, men derimod det gamle tyske rige (der faldt med nazismen i 1945).

Acephali-tilhængerne anerkender på samme måde ikke den danske stat eller dansk lovgivning. Acephali-bilister kører derfor rundt med hjemmelavede nummerplader på deres biler og kører måske endda spirituskørsel. De ignorerer af samme grund også krav om våbentilladelser.

Det ser ud som om Acephali rekrutterer sine tilhængere blandt dem, der tror på konspirationsteorier, og netop dét er en vigtig grund for alle os andre til at bruge kræfter på at tilbagevise den slags og til at gøre det klart, hvad de er, nemlig potentielt farlige.

Du passer på mig, jeg passer på dig

Skærmbillede fra https://www.dw.com/en/germany-18-officers-injured-dispersing-berlin-rally-against-coronavirus-curbs/a-54402885

I dag har der været en underlig demonstration i Berlin mod myndighedernes indgreb under COVID-19-pandemien. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde over den slags protester. Ét er at nogle lægfolk i denne sammenhæng opkaster sig til at være ikke bare “gør-det-selv-epidemiologer”, men egentlige konspirationsteoretikere, der hævder at COVID-19-pandemien slet ikke findes. De bruger krudt på at bekæmpe det, de kalder for “mainstream-medierne”, ligesom der også er f.eks. tilhængere af Syriens regime, der har travlt med at sprede propaganda om “den sande historie om borgerkrigen”. Både hos pandemibenægtere og Assad-venner er der ofte en forestilling om at de på en eller anden måde er progressive.

Konspirationsteoretikerne vil man sikkert aldrig kunne nå ind til, hvis ikke man er rede til at forære dem et ophold i et område, der er hårdt ramt af COVID-19. Et andet er dog modstanden mod at bruge værnemidler, og her burde der være et argument, selv de “frihedstilhængere”, der her er tale om, kan forstå.

Et mundbind beskytter bæreren (Den Ene) mod potentiel infektion fra Den Anden. Men det gælder naturligvis også, hvis Den Ene og Den Anden bytter roller. Når Den Ene renser sine hænder, fjernes virus fra hænderne og Den Ene kan ikke smitte Den Anden, men modtager heller ikke virus på sine hænder fra Den Anden. De fleste andre beskyttelsesforanstaltninger har også en beskyttelse begge veje. Noget så kedeligt som en motorcykelstyrthjelm, et værnemiddel, man ikke ser mange demonstrationer imod, har også en symmetri. Motorcyklisten bliver beskyttet i et vist omfang, men alle andre bliver også i et vist omfang beskyttet mod at skulle bruge mange resurser på at tage sig af alvorlige skader hos den kvæstede motorcyklist, måske endda et dødsfald.

Bange for alt?

Nogle dage er det som om nyhederne hver dag varsler verdens undergang. Når det virker sådan, bliver jeg ikke ansporet til handling – tværtimod. Jeg er næppe den eneste, der har det sådan. For nogle få år siden var det terrorismen, der fyldte meget i medierne. Dengang skrev jeg her om at terrorismen skaber ikke frygt, for frygt er målrettet, men derimod en form for angst. Og denne angst kommer til at styre politiske beslutninger.

I dag er der en boganmeldelse i Politiken af en ny bog af den svenske sociolog Roland Paulsen, og han er inde på det samme. Han siger i et interview

»Hvis vi f.eks. tager diskussionen om arbejdstid, og spørgsmålet om, hvorvidt vi kunne arbejde mindre. Så siger man fra venstrefløjen: ’Vi må arbejde mindre, fordi ellers går jorden under. Vi er nødt til at sænke produktiviteten for klimaets skyld’. Mens man fra højre siger: ’Nej, det går ikke at sænke produktiviteten, for det får konsekvenser for bnp, og vi får færre penge til velfærd’. Når alt skal ske med afsæt i risikoberegning, bliver reel progressiv politik umulig. Al progressiv politik kræver et skridt ud i det ukendte, og der er altid en risiko for, at det går ad helvede til«.

Fra https://politiken.dk/debat/art7872324/I-dag-gennemsyrer-ét-spørgsmål-alle-aspekter-af-vores-liv-’Hvad-nu-hvis-…’

Der er meget at være bange for, og i nogle tilfælde er frygten konkret og bør kunne anspore til konkret handling. Her tænker jeg på f.eks. klimaforandringerne og COVID-19-pandemien. Men hvis vi som grundregel alene kommer med tiltag, der forsøger at minimere vores frygt for alt, begynder det mere at ligne forsøg på at dæmpe vores angst. Måske er det i virkeligheden derfor, det er så svært at finde løsninger: vi er bange for at noget kan gå galt. Og derfor bliver vi handlingslammede eller i bedste fald fokuserede på at fastholde en begrænset form for tryghed.