Kategorier
Blog COVID-19 Med skeptiske øjne

Det store og det små

Foto: epicanis – https://web.archive.org/web/20161014160442/http://www.panoramio.com/photo/30483297  Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 Unported)

Der er forbløffende mange forbløffende alternative opfattelser derude af det, der er konsensus om blandt et overvældende flertal af forskere.

Nogle er overbevist om at den flora og den fauna, vi kender i vor tid ikke er resultatet af mange millioner års evolution ved naturlig selektion og mutation; måske er Jorden endda kun nogle få tusinde år gammel, siger mange af dem. Nogle er overbevist om at klodens klima ikke forandrer sig på grund af menneskers afbrænding af fossile brændstoffer. Senest oplever vi, at nogle er overbevist om at COVID-19-pandemien ikke finder sted.

Alle dsse mennesker hævder, at forandringer ikke findes eller skyldes bevidst indgriben – det være sig fra en guddommelig kraft (der har skabt arterne) eller fra en konspiration af magtfulde mennesker (der enten har skabt COVID-19-pandemien eller kontrollerer medierne, så alle tror der er en pandemi).

Dybest set er årsagen til alle disse urimeligheder, at det er svært for et menneske at begribe, at en stor forandring kan komme fra helheden af mange små bidrag og ikke skyldes en bevidst og målrettet indsats. Der er heller ikke tale om “tilfældig” tilfældighed, men om lovmæssigheder. Det fremstår paradoksalt for mange, at det er sådan. Lige nu er der forbløffende mange Facebook-opslag, der undrer sig over at der ikke er nogen indlagt med COVID-19 netop nu, men at forskere og sundhedsmyndigheder alligevel er så bekymrede. Der må stikke noget under, tænker ophavsmændene til disse underlige opslag.

For at kunne få mennesker til at begribe, at der ikke er tale om en selvmodsigelse, men om noget kontraintuitivt, er man nødt til at gøre det begribeligt, at naturvidenskabens erkendelser ofte netop ikke svarer til vores intuition, men tværtimod går bag om den ofte forkerte intuition for at finde den egentlige forklaring. En fremragende lille bog af Lewis Wolpert, The Unnatural Nature of Science, tager fat netop i denne erkendelse.

Det er den ukorrekte intuition, der står bag f.eks. den aristoteliske fysik med dens påstande om at tunge legemer falder hurtigere end lette – noget, som Galileo Galilei let kunne falsificere. Det er straks sværere at falsificere alle kreationisternes og pandemibenægternes og klimabenægternes påstande, netop fordi det kræver nogle matematiske modeller, der taler om vækst og beskriver systemer med feedback-løkker. En pandemi, hvor man har indført foranstaltninger for at mindske smittespredning, er et eksempel på sådan et system. Et økosystem med arter, der lever af og med hinanden, er et andet.

Men det er bydende nødvendigt at skabe sådan en bevidsthed for at komme alle de forkerte og skadelige forestillinger til livs, og der er en stor formidlingsopgave her. Specielt med de udfordringer, verden står over for lige nu med en pandemi og med klimaforandringerne, er det vigtigt at gøre en fælles indsats her.

(Visited 66 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar