Kategorier
Blog Sindet

At se et dødt menneske

I en kronik fra juli i år skriver journalist og kommunikationschef Frits Bredal om at se et dødt menneske for første gang; det var hans far, der døde pludseligt i en alder af 49.

I min skoletid husker jeg samtaler med klassekammerater, hvor vi spurgte hinanden om vi havde set et dødt menneske. Lidt gysende kunne nogle fortælle om det, men for de fleste var der ingen erfaringer at dele. Vi var børn, og måske forsøgte de voksne at skåne os for døden, eller måske havde tilværelsen ganske enkelt forskånet os for netop denne oplevelse. Senere har mange af os fået synet ind på tæt hold. Jeg husker bl.a. Naja Marie Aidts skildring af det ubærlige syn af hendes søn Carl i Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage.

Selv har jeg set liget af min hustrus mor i den åbne kiste i et kapel tilbage i 2013, og året efter så jeg min mor ligge i sin seng, få timer efter at hun var død på plejehjemmet. Det var forunderligt fredfyldt at se hende, husker jeg. Det er de eneste døde mennesker, jeg har set – min far døde i foråret, men hans lig fik jeg aldrig set.

Hvorfor der er så stor angst forbundet med netop dette at se et dødt menneske, har jeg spekuleret på. Er det angst, eller er det ærefrygt? Det er specielt at tænke på at mange af os først kommer hinsides dette netop i forbindelse med tabet af vores nærmeste.