Kategorier
Blog Konflikter Sindet

Ydmygelse og værdighed

humble vs high ego by Gan Khoon Lay from the Noun Project

Den amerikanske journalist Thomas L. Friedman skiftede for fire år siden sin jobtitel ud, så han ikke var udenrigskorrespondent ved New York Times, men var “korrespondent ved New York Times inden for ydmygelse og værdighed”. I en artikel i New York Times forklarer han dette med, at han havde indset, at meget af det, han havde skrevet om siden 1978 i virkeligheden handlede om hvordan mennesker – det være sig borgere, ledere, flygtninge, terrorister eller hele nationer – følte sig ydmyget og ønskede at genvinde værdigheden.

Friedmans artikel er en direkte reaktion på præsidentvalgkampen i USA. Donald Trump er et af de mest fremtrædende eksempler på en statsleder, for hvem det er vigtigt at ydmyge andre. Det underlige er, at mange af de almindelige amerikanere, der støtter denne mand, der bruger så mange kræfter på at ydmyge andre, støtter ham ud fra et ønske om at genvinde deres egen værdighed. Sloganet Make America great again er ikke tilfældigt valgt.

Dette at opleve sig ydmyget kan skabe og vedligeholde en voldsom vrede og store modsætninger, for oplevelsen er et tydeligt tegn på en oplevelse af magtforhold. Historien er, som Friedman skriver, fuld af oplevet ydmygelse. Tyskernes oplevelse af at være blevet ydmyget af sejrherrerne i 1. verdenskrig gav næring til nazismen. Palæstinensernes oplevelse af at være blevet ydmyget af Israel skabte intifadaen. Amerikanske politifolks ydmygelse af George Floyd har gjort oplevelsen af ydmygelse synlig på en helt anden måde hos afro-amerikanere. Hele management by fear-kulturen i destruktiv ledelse bygger på ydmygelse. Den berygtede jantelov sætter ord på ydmygelsen.

Det er vigtigt at huske, at ydmygelse og ydmyghed ikke har noget som helst med hinanden at gøre. Ydmygelsen skal ikke gøre andre ydmyge, men tværtimod skabe underkastelse og lavere selvrespekt. Den, der vil ydmyge andre, er ikke selv ydmyg. Ydmyghed hænger til gengæld sammen med værdighed. Det modsatte af at ydmyge andre er nemlig at lytte til dem, og det kræver at man tager dem alvorligt og selv er ydmyg.

Der er alt for lidt ydmyghed og alt for lidt værdighed derude netop nu.

(Visited 90 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

En kommentar til “Ydmygelse og værdighed”

[…] Ligesom for den systemiske racismes vedkommende har vi ikke at gøre med en konflikt mellem individer eller mellem grupper i befolkningen, men med nogle ofte uudtalte normer og forventninger af giftig art, der holdes i live rundt om i samfundet og diskriminerer og skader mange mennesker. Målet er også her at sikre, at alle mennesker bliver behandlet retfærdigt og værdigt. I virkeligheden er dette nemlig endnu en af de situationer, jeg nævnte for nylig, hvor det, der er … […]

Skriv et svar