Kategorier
Blog Etiske fordringer Retspolitik Sindet

Synd og selvstraf

En ny bog, Skyldig i drab af Thomas Thurah, består af tolv samtaler med borgere i Danmark, der sidder i fængsel for drab. Bogen udkommer først 15. september, så jeg har i sagens natur ikke læst den. Men en artikel af forfatteren i dagbladet Information giver et første indtryk af bogen, og det der ser ud til at være et fascinerende indblik i sindet hos de mennesker, der har begået en af de værste gerning, man typisk kan forestille sig.

Det interessante er, at dette viser, at morderne ikke har en antisocial personlighedsforstyrrelse (dvs. at de ikke er, hvad man i daglig tale ville kalde psykopater) – de angrer meget tydeligt og påfører sig det, Thomas Thurah kalder for en selvstraf. Han skriver

Selvstraffen – samvittighedens begrænsninger af handlinger og følelser, tabuiseringen – synes jeg, det er svært ikke at opfatte som et udtryk for den drabsdømtes sorg over drabet og forsøg på at give sorgen en form eller i det mindste nogle konsekvenser. Eller mere præcist: som et udtryk for den drabsdømtes kamp med sorgen og skyldfølelsen. Det modsætningsfyldte, på den ene side gerne at ville give sorgen synligt udtryk, på den anden side at føle sig forpligtet til at holde den tilbage eller skjult, endda skjult for sig selv, siger noget om det fortvivlende i kampen.

Fra Thomas de Thurah: Hvor meget af det at være menneske mister man, når man har slået ihjel? (https://www.information.dk/kultur/2020/09/vaere-menneske-mister-naar-slaaet-ihjel)

Overvejelserne og kampen med sorgen og skyldfølelsen er ekstreme udgaver af de etiske spørgsmål om hvad man skal gøre, hvis man har indset, at man har handlet forkert. Hvis man har såret et andet menneskes følelser, forbyder man ofte sig selv at være glad. Jeg finder det selv svært f.eks. at nyde det gode vejr eller grine ad noget morsomt, hvis jeg ved at der lige nu sidder nogen et sted derude, hvis følelser jeg har såret.

Den etiske begrundelse for fængselsstraffe dukkede op hos calvinister og kvækere i 1700-tallet, og den var, at den dømte skulle have tid til at angre sin forbrydelse. Dette stod i modsætning til hidtidige tanker om at straf først og fremmest skulle sikre ydmygelse af det dømte.

Men der skal også være en måde at slippe ud af angeren på – ikke sådan at forstå, at man bliver ligeglad med det, man har gjort, men sådan at forstå, at man bliver i stand til at leve med sorgen og skyldfølelsen. Sorgkomponenten er vigtig, for ingen ønsker vel for de mennesker der er blevet ramt af et stort og uforskyldt tab, at de skal sidde fast i sorgen. Et spørgsmål, jeg stiller mig selv og ikke kan besvare, er hvor længe man skal angre i fængslet for at det er “nok”. Når man f.eks. at angre mere på 10 år end på 5 år?

(Visited 53 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar