Kategorier
Blog Musik

Never Let Me Down

Med jævne mellemrum bliver jeg mindet om, hvor meget jeg savner David Bowie. I mange år håbede jeg i det skjulte på, at det en dag ville lykkes mig at møde ham og sige ham tak for alle de gode sange, men den dag kom desværre aldrig.

For nylig ville jeg lytte til et album af David Bowie, som jeg næsten havde glemt eksistensen af, nemlig Never Let Me Down fra 1987. Jeg har alle hans ordinære albumudgivelser på cd i et skab, og jeg var sikker på at jeg havde albummet et eller andet sted, men væk var og blev det. Jeg bestemte mig til sidst til at punge ud og købe den remastererede udgave fra 2018. I denne uge fik jeg så albummet med posten. Måske er det en dublet, jeg nu har – jeg ved det ikke.

Never Let Me Down er vel David Bowies mindst vellykkede album (eller også er det Tonight), og den typiske 1980’er-produktion med synthesizere, der skal illudere blæsersektion, og oppustede trommer lyder særdeles bedaget nu. Vi er langt fra Heroes, Low, Ziggy Stardust og alle de andre albums (til og med Scary Monsters (and Super Creeps)), hvor David Bowie ikke satte en fod forkert. Der er ellers kompetente folk involveret også i 1987. Carlos Alomar, der også spillede guitar på bl.a. Heroes og Low, er med på Never Let Me Down, og det samme gælder Peter Frampton. Der er endda en sang skrevet af Iggy Pop og Ivan Kral, “Bang Bang”, til allersidst. Men ikke desto mindre er albummet en lunken omgang, selv om jeg heller ikke synes, det er så elendigt som nogle vil gøre det til.

David Bowie var selv slet ikke tilfreds med Never Let Me Down og gav udtryk for at han burde genindspille albummet. Det nåede han aldrig, men nogle af hans musikere tog ham på ordet og lavede en posthum genindspilning med nye akkompagnementer til Bowies oprindelige vokal. Den har jeg endnu til gode at få hørt.

(Visited 78 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar