Febermåned

Det er blevet et underligt år, og denne måned er ikke mindre underlig. Som mange andre længes jeg væk, ikke mod noget bestemt, bare væk fra den tilstand, vi er havnet i. På mit skrivebord her står et porcelænskrus fra Lissabon med azulejo-motiv og minder mig om, at det i disse dage er to år siden, jeg var i Portugal og kiggede ud over Atlanterhavet. Da kommer jeg til at tænke på Febermåned, et digt af Halfdan Rasmussen fra 1949. Under pandemien får også digtets titel en ny og uventet betydning.

Den som har set september, 
febermåneden, gløde 
ved at et forår lever 
under hvert blad som døde, 
ved at før livet styrter 
bærer det høstens byrder. 
 
Tiden blev ramt af feber. 
Men i vor kvals betændte 
glødende rum har søvnen 
skænket os sakramente. 
Feberens storm har bøjet, 
hærget og sammenføjet. 
 
Stod vi, af ild omkranset, 
søgende livets nåde, 
ramte en stilhed hjertets 
bristende nervetråde. 
Over vor feberkurve 
hørte vi sang af spurve. 
 
Skyggerne fandt os ikke. 
Søvnen blev drøm og tanke. 
Endnu mens natten bandt os 
hørte vi hjertet banke. 
Noget kom nær. Og fjerne 
tåger blev sol og stjerne. 
 
Lyset blev til og rørte 
blidt ved de stumme malme, 
bad dem at lægge toner 
ind i en dæmpet salme, 
bad dem at kime over 
alt hvad der tidløst sover. 
 
Flammende steg vi gennem 
feberens skyggerige. 
Løftet og genopstandne 
kunne vi ikke vige. 
Roligt skal den som kæmper 
møde sit livs september.