
Det er blevet et underligt år, og denne måned er ikke mindre underlig. Som mange andre længes jeg væk, ikke mod noget bestemt, bare væk fra den tilstand, vi er havnet i. På mit skrivebord her står et porcelænskrus fra Lissabon med azulejo-motiv og minder mig om, at det i disse dage er to år siden, jeg var i Portugal og kiggede ud over Atlanterhavet. Da kommer jeg til at tænke på Febermåned, et digt af Halfdan Rasmussen fra 1949. Under pandemien får også digtets titel en ny og uventet betydning.
Den som har set september, febermåneden, gløde ved at et forår lever under hvert blad som døde, ved at før livet styrter bærer det høstens byrder. Tiden blev ramt af feber. Men i vor kvals betændte glødende rum har søvnen skænket os sakramente. Feberens storm har bøjet, hærget og sammenføjet. Stod vi, af ild omkranset, søgende livets nåde, ramte en stilhed hjertets bristende nervetråde. Over vor feberkurve hørte vi sang af spurve. Skyggerne fandt os ikke. Søvnen blev drøm og tanke. Endnu mens natten bandt os hørte vi hjertet banke. Noget kom nær. Og fjerne tåger blev sol og stjerne. Lyset blev til og rørte blidt ved de stumme malme, bad dem at lægge toner ind i en dæmpet salme, bad dem at kime over alt hvad der tidløst sover. Flammende steg vi gennem feberens skyggerige. Løftet og genopstandne kunne vi ikke vige. Roligt skal den som kæmper møde sit livs september.
(Visited 86 times, 1 visits today)