Kategorier
Blog Sindet

Hvad de andre synes

Den amerikanske filosof Sebastian Purcell skriver om en vigtig øvelse i stoisk filosofi, nemlig at frigøre sig fra hvad andre tænker om én. Hvis vi hele tiden forsøger at gøre, hvad andre vil have at vi bør gøre, mister vi os selv.

Men samtidig ved vi også, hvor meget vore handlinger påvirker andre mennesker — man kan såre andre mennesker og de kan miste tilliden til én. Gennem alle mine fejltrin bliver jeg selv sørgeligt bevidst om netop dét. Og der er hele evalueringskulturen, der afgør f.eks. om man kan få lønforhøjelse, få det job, man har søgt eller bestå en eksamen. Også dette aspekt er jeg meget bevidst om.

Den svære balancegang er, som Purcell skriver, denne: På den ene side skal man gøre sig sårbar. Man er nødt til at indse de fejl, man har begået. På den anden side skal man ikke lave den “personlige fejlslutning”, for da lader man sårbarheden ramme selve den person, man er. Purcell tænker på et typisk fejlræsonnement, som jeg også kender alt for godt fra mig selv. Det er

  1. Jeg er en X.
  2. X-personer forventes at lave Y
  3. Men jeg kan ikke lykkes med at lave Y.
  4. Derfor må jeg være en dårlig X.
  5. Og derfor er jeg en fiasko.

Her er en af de mange udgaver af dette fejlræsonnement:

  1. Jeg er husejer.
  2. Husejere forventes selv at udføre reparationer på deres hus.
  3. Men jeg kan ikke lykkes med at udføre reparationer på mit hus.
  4. Derfor må jeg være en dårlig husejer.
  5. Og derfor er jeg en fiasko.

Det er korrekt, at jeg ikke er god til selv at udføre reparationer på mit hus. Dét må jeg erkende, og dét kan jeg gøre en indsats for at ændre. Her skal sårbarheden være. Men heraf kan man ikke konkludere, at jeg som sådan er en dårlig husejer, og heller ikke at jeg som helhed er en fiasko.

(Visited 78 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar