Kategorier
Blog Matematik Sindet

Et nyt talent?

En af Jason Padgetts tegninger. Han siger selv “This is the pattern of lines I see overlaid on water going down the drain in the shower or the sink.”(https://cdn.mos.cms.futurecdn.net/Jr6rmPKQWXrCBdAkavZcaC-650-80.jpg)

Det var først i dag, jeg blev opmærksom på amerikaneren Jason Padgett og hans usædvanlige skæbne. Han var oprindelig butiksmedarbejder i en forretning i Alaska og interesserede sig slet ikke for matematik. Men en aften blev han udsat for et groft overfald, hvor han pådrog sig bl.a. en hjernerystelse, og det ændrede meget for ham.

I en periode led han af PTSD og social angst, men efterhånden opdagede han, at han så verden på en helt anden måde end før. Han havde fået en ny evne til at tegne komplicerede geometriske former og indså ved at tegne cirkler konstrueret af overlappende trekanter, hvorfor tallet π er defineret som det er. Han begyndte at følge matematikkurser på college og beskæftiger sig i dag med talteori.

Der er faktisk også en dansk vinkel på historien, for Padgett fik kontakt med filosof og hjerneforsker Berit Brogaard, der er professor ved University of Miami og oprindelig er fra Danmark. Hun og hendes kolleger scannede Jason Padgetts hjerne i forbindelse med eksperimenter, han deltog i. Herved opdagede hun, at Padgett havde udviklet en form for synæstesi, der gjorde at han opfattede matematiske formler som geometriske former på lignende måde som mennesker med musikalsk synæstesi kan opfatte toner som havende bestemte farver. Berit Brogaard mener endda, at Jason Padgetts evner hele tiden har været der. I så fald er det underligt, at det, der overgik Padgett, sker så sjældent. På verdensplan kender man mellem 15 og 25 lignende tilfælde. Det overvældende flertal af beretninger om hjerneskader er tragiske beretninger om mennesker, der har mistet noget af sig selv på grund af skaden.

Forhåbentlig er der ikke nogen derude, der vil påføre sig selv alvorlige læsioner i håb om at kunne fremkalde nye talenter.

Med til historien hører, at en af de to overfaldsmænd senere har kontaktet Jason Padgett for at komme med en undskyldning og for at fortælle om sin afvænning fra rusmidler efter et selvmordsforsøg. Også overfaldsmanden var nu et helt andet menneske. Han udtalte

I’m a completely different person…When I look back the abysmal person that I was in the past, I just don’t see how I existed on that level.

BBC Future: The violent attack that turned a man into a maths genius (https://www.bbc.com/future/article/20190411-the-violent-attack-that-turned-a-man-into-a-maths-genius)
(Visited 63 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar