Kategorier
Blog COVID-19 Etiske fordringer

Fra mennesker til dyr

Så frit kan ingen mink færdes på en minkfarm.

Tilbage i april skrev jeg her om hvordan virusinfektioner kan springe fra dyr til mennesker. Det mest berygtede eksempel er selvfølgelig SARS-CoV-2 i forbindelse med salg af dyr i Kina, men det industrielle landbrug er en hoveddrivkraft i andre eksempler på denne type af spredning på tværs af arter. Nu er COVID-19 nået til Læsø, og smittevejen er endnu ikke afklaret. Én million minke nu aflives på minkfarme i Vendsyssel..

En mulighed i tilfældet Læsø er smitte fra flagermus – der findes eksempler på flagermus, der er fløjet fra det sydvestlige England til Nederlandene. Men dette er måske ikke så sandsynligt; en anden mulighed er smitte fra mennesker til dyr.

Tilsyneladende er en uventet (og god) konsekvens af COVID-19-pandemien, at der omsider kommer et andet syn på konsekvenserne af menneskers industrielle anvendelse af dyr. Der var allerede ansatser til en ændring under Creutzfeldt-Jacobs-skandalerne for 30 år siden, hvor man først så farlige sygdomme springe fra dyr i det industrielle landbrug til mennesker. Jeg kan nu læse, at man i Frankrig vil forbyde minkavl og vilde dyr i cirkus. Beslutningen var undervejs i et stykke tid, men pandemien har fremskyndet beslutningen.

Det er klart, at frygten for at mennesker kan blive smittet, er en væsentlig begrundelse for politikerne, men det bør også være en begrundelse, at det er uværdigt, at så mange dyr skal lade livet. For smitte mellem arter har konsekvenser i begge smitteretninger.

Og så ikke et ord om pelsindustrien i øvrigt – den har jeg ikke noget som helst pænt at sige om, men af uvisse årsager har den fået lov til at eksistere uhindret indtil nu.