Kategorier
Blog Det er samfundets skyld En køn historie

Hovedet i sandet

Foto: Sander van der Wel ( Creative Commons Attribution-Share Alike 2.0 Generic)

Tidligere i år kom der fokus på racisme, og nu vælder det frem med grelle eksempler på sexisme på danske arbejdspladser. Desværre er modreaktionen forudsigelig, nemlig simpel benægtelse. En af benægterne er forfatteren og universitetslektoren Marianne Stidsen. I en kronik i Berlingske i denne uge skriver hun

Ironisk nok slutter Borups kommentar i øvrigt netop med en formulering om, at tingene kan blive »løst« – jævnfør min egen påpegning af, at der grundlæggende er en endlösungstankegang på spil i metoo og den identitetspolitiske bevægelse, der kan ses som to sider af den samme sag. Hvilket indlysende nok er noget ganske andet end at sige, der er tale om nøjagtig den samme form for Endlösung som under nazismen.

Det, der er tale om, er nogle strukturelle lighedstræk.

For jo, vist er der mange fællestræk med det, der skete i Tyskland (og for øvrigt også i Sovjetunionen) i 1920erne og 30erne.

Sprogrensning og en bestemt befolkningsgruppe, nu mændene, der bliver ekskommunikeret fra det samfundsmæssige fællesskab en bloc med henvisning til det mærkelige gøglerbegreb kaldet »strukturel sexisme«. Og ved brug af nye midler som udskamning, fyring osv. – eller ved trusler om samme – dvs. renlivet psykisk vold. At tale om »strukturel sexisme« i vores del af verden er akkurat lige så absurd og lige så inadækvat som at tale om »strukturel« eller »systemisk« racisme. Fænomenet findes ganske enkelt ikke. Det, der – selvfølgelig, fordi intet samfund er perfekt – findes, er konkrete personer, der fra tid til anden udfører konkrete sexistiske og racistiske handlinger. Men det er nu engang noget andet. Og i vores del af verden er det tilmed ulovligt. Det vil sige, at vi har et formelt system til håndtering af den slags.

Marianne Stidsen om metoo: Vi må stoppe denne vanvittige massepsykose, Berlingske 5. oktober 2020 (https://www.berlingske.dk/kronikker/marianne-stidsen-om-metoo-vi-maa-stoppe-denne-vanvittige-massepsykose)

Jeg ville ønske, at man kunne få Marianne Stidsen til at holde op med at tale om “mazisme”, Endlösung osv. Uanset hvad man ellers måtte mene, er det en voldsom hån mod ofrene for Holocaust og nazismen i det hele taget at sammenligne det systematiske folkemord, der kostede mere end 6 millioner mennesker livet, med de aktuelle anklager mod magtfulde mænd for magtmisbrug og chikane på danske arbejdspladser.

Det lykkes her i forbifarten Marianne Stidsen også at benægte eksistensen af strukturel racisme. Det er korrekt, at diskrimination er ulovlig i Danmark og mange andre lande i vor tid, men det er samtidig tydeligt, at ikke alle mennesker i praksis bliver behandlet ens. Et helt konkret eksempel, som politibrutaliteten i USA i år gjorde skræmmende tydeligt: Apartheidlovene i USA blev afskaffet for mere end 50 år siden, men der er stadig masser af eksempler på racistisk adfærd i USA. Udgaver af de holdninger, der engang gav sig udtryk i diskriminerende lovgivning, bliver stadig nedarvet og giver sig udslag i den måde, mennesker udøver magt på. Det er forbløffende at opleve et så tydeligt forsøg på at stikke hovedet i sandet ved at reducere særdeles virkelige samfundsfænomener til isolerede eksempler på tilfældige menneskers ondskab. Mest af alt minder dette om Margaret Thatchers aflysning af samfundsvidenskab og samfundskritik i det hele taget i form af påstanden om at der “ikke er et samfund, kun individer”.