Kategorier
Blog COVID-19

Anden bølge

Billede: Statens Seruminstitut. Skærmbillede fra https://www.ssi.dk/sygdomme-beredskab-og-forskning/sygdomsovervaagning/c/covid19-overvaagning

Nu er anden bølge af COVID-19-pandemien desværre i gang. Francesco Sannino, der er teoretisk fysiker og professor på Syddansk Universitet, har tidligere i år sammen med Giacomo Cacciapaglia og Corentin Cot fra Université de Lyon i Frankrig, udarbejdet en model for COVID-19-udviklingen i Danmark og andre europæiske lande i resten af året. Modellen fra SDU er baseret på en analogi fra partikelfysik og baseret på koblede differentialligninger. Dens forudsigelse er, at anden bølge af pandemien vil ramme Danmark, så den topper i ugerne 38-40 og begynder at klinge af omkring uge 40-42. Forløbet bliver som under første bølge, hvis forholdsregler og restriktioner er de samme. Modellen har ikke for alvor taget fejl endnu.

Måske ligner det, vi nu ser, også rent politisk og mentalt forløbet af anden bølge af den spanske syge for 100 år siden. Under første bølge var der stor forståelse for de restriktioner, der blev indført, men op til og under anden bølge voksede der en modstand frem mod bl.a. mundbind, båret af en misforstået “frihedskamp” drevet frem af en meget forståelig mental udmattelse i befolkningen fra første bølge. Myndighederne rundt om var (vel til dels på grund af dette, til dels på grund af den økonomiske krise) mindre tilbøjelige til voldsomme restriktioner. Derfor blev anden bølge af den spanske syge værre end den første. Tilbage i august skrev jeg om denne misforståede “frihedskamp”, og den er desværre en realitet med alle dens forvirrede “argumenter”. Det rigtig triste er, at “frihedskæmperne” tilsyneladende ikke kan bringes til at forstå, at det kun gik så forholdsvis fredeligt for sig her i Danmark netop på grund af restriktionerne.

(Visited 116 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar