Kategorier
Blog En køn historie Sindet

Under indflydelse

Ida Auken udtalte i denne uge til TV2, at Morten Østergaard skulle lægges i seng, når han var fuld. De seksuelle krænkelser, han foretog, fandt tilsyneladende sted, når han var fuld. Jeg har også kendt til mænd, der viste ubehagelige sider af sig selv, når de havde drukket. Om de rent faktisk krænkede nogen, ved jeg dog ikke. Men fænomenet er desværre helt reelt. Nogle vil, netop fordi der er tale om fuldskab, bagatellisere den slags adfærd; dette finder jeg er helt forkert – tværtimod da. Hvis man ved, at man opfører sig krænkende, når man er fuld, skal man tænke sig ekstra godt om.

Her er der tale om et andet problem med alkoholforbrug – det er ikke i form af en fysisk afhængighed i form af alkoholisme, men derimod i form af det kontroltab, der følger med. Alkoholafhængige kan typisk ikke holde op at drikke igen, så snart de har fået enkelte genstande. Det er én form for alvorligt kontroltab, men det kontroltab, jeg her tænker på er det tab af kontrol over egen adfærd, som også andre oplever. De, der ikke er alkoholikere, oplever en anden form for tab af kontrol – de “mister hæmningerne”. Det er denne form for kontroltab, der lokker, når man indtager alkohol, og som vi så sjældent taler om, når vi taler om at drikke. Det er på én og samme tid fascinerende og skræmmende, at man “mister sig selv”, når man bruger et rusmiddel, og det er skræmmende for andre, at de så også mister den udgave af personen, de havde stolet på. Er lysten til at “miste hæmningerne” en form for psykisk afhængighed?

De fleste mennesker ved (omend ikke alle efterlever) at man ikke må køre bil, når man er fuld. Det er sværere at indføre gode normer for, hvordan man i andre sammenhænge bør opføre sig, når man er fuld. Dette er et yderligere aspekt af problemet med seksuelle krænkelser, som også er vigtigt at tale om.