Kategorier
Blog Det er din egen skyld Det er samfundets skyld

Vær dig selv og kend din plads

Jeg er i fuld gang med at læse Shoshanna Zuboffs bog The Age of Surveillance Capitalism, og noget, hun nævner her, slår mig som værende den helt grundlæggende modsætning, nemlig modsætningen mellem to idealer.

Engang var idealet, at alle borgere skulle kende deres plads. Det gjorde livet forudsigeligt – kom man fra en slægt af bønder, blev man selv bonde (hvis man var en mand) eller hustru til en bonde (hvis man var en kvinde). Samtidig skabte det en masse uforløste forventninger – mennesker i kærlighedsløse ægteskaber eller i erhverv, der ikke sagde dem noget, mennesker med store evner, de ikke kunne udnytte og så videre, mennesker, der skulle være et andet køn end det, de følte sig som osv. osv.

Men i 1900-tallets kapitalistiske samfund blev idealet om at kende sin plads efterhånden afløst af en anden forventning, nemlig individualisering. Det er ikke det samme som individualisme eller det, psykologer kalder for individuation. Individualisering er den idé, at det enkelte menneske skal være et individ, sit sande jeg. Set på denne måde er ethvert menneske noget særligt. En udgave af dette begreb dukker op hos den tyske sociolog Ulrich Beck. Feminismen, LGBT-bevægelsen, bevægelsen for oprindelige folks rettigheder og mange andre bevægelser har i det 20. århundrede fået fremdrift af denne nye forståelse af mennesket. Vi vil være os selv, vi vil være frie og vi vil finde ind til os selv. De gamle idealer om at kende sin plads lever samtidig videre i racisme, sexisme, homofobi og andre slags forventninger til hvordan Den Anden skal være og ikke være.

Men så er der også neoliberalismen; den udsiger, at det enkelte menneske først og fremmest er et redskab, der skal bruges til at skabe økonomisk overskud. Set på den måde er intet menneske noget særligt; vi skal vurderes som instrumenter i den kapitalistiske økonomi og på hvor godt (herunder hvor længe) vi performer. Det er dette ideal, der kræver at vi skal være længe på arbejdsmarkedet. Det er dette ideal, der ligger bag alle nøgletallene, herunder f.eks. ideerne om resultatløn og om at forskere skal kunne betale deres egen løn og skal publicere så meget som muligt. I virkeligheden er det en ny udgave af det gamle ideal om at kende sin plads, og det er modsætningen mellem disse to modstridende idealer – idealet om individualisering og idealet fra neoliberalismen – der gør så at så mange mennesker i dag føler sig utilpassede og utilpas. Det gælder både os, der kan huske en tid før neoliberalismen og har svært ved at leve med dens krav, og de unge, der på den ene side skal vælge helt deres egen, individuelle karriere, og på den anden side bliver bedt om at finde deres plads og kende deres plads på arbejdsmarkedet. Det gælder både de mennesker i vestlige kapitalistiske samfund, der har været vant til medbestemmelse, men nu føler sig overset og kontrolleret, og alle de mennesker i andre dele af verden, der møder idealet om individualisering i reklamer, film mm., men samtidig lever i autoritære samfund. Hele diskussionen om pensionsalderen i Danmark er også en udgave af denne konflikt mellem to idealer.

(Visited 73 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar