Kategorier
Amnesty International Blog Menneskerettighederne

Mindelser om Hong Kong

I dag kom Anders Hjort Wong Rønnow forbi Amnesty Internationals lokaler i Aalborg og fortalte om sine besøg i Hong Kong, senest i januar i år. Anders bor i Holstebro, men som hans ene mellemnavn antyder, har han familie i Hong Kong – hans mormor kom oprindelig derfra. Det er i den forbindelse, Anders to gange har besøgt den tidligere britiske kronkoloni. Anders gav også eksempler på sin keramiske kunst, der er inspireret af tilknytningen til Hong Kong. Hans beretning gav et interessant og dramatisk indblik med en personlig vinkel på konflikten mellen det kinesiske regime og de mange borgere i Hong Kong, der vil bevare de garantier for et demokratisk system og overholdelse af menneskerettigheder, som var del af aftalen om overdragelse fra Storbritannien til Kina i 1997. Der er faktisk en afdeling af Amnesty International i Hong Kong, og det står i stor kontrast til forholdene i selve Kina, hvor Amnesty International ikke kan arbejde.

Ikke mindst den seneste “sikkerhedslov”, der via en række gummiparagraffer gør det muligt at forfølge modstandere af det kinesiske regime og at overdrage dem til selve Kina, er bekymrende for udviklingen, og det er ikke mindst dette voldsomme indgreb, der har først til protesterne fra befolkningen i år og sidste år.

Der er dog også interne uenigheder blandt Hong Kongs befolkning om hvad man skal gøre ved de kinesiske myndigheders hårde fremfærd. I den ældre generation har mange valgt at resignere ud fra en frygt for konsekvenserne af at protestere, mens mange yngre og unge mennesker er blandt dem, der bærer protesterne. Også i Anders’ familie i Hong Kong mærker man denne uenighed.

Herunder er et kort klip fra BBC, der viser politiets brutale fremfærd i metroen med knipler og peberspray. En advarsel er nok på sin plads, for det er voldsomme billeder.

(Visited 48 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar