Kategorier
Blog Det er samfundets skyld Medierne

Objektive nyheder?

I Politiken skriver Jacob Mollerup om nyhedsdækningen – skal den være objektiv? Jeg kan huske, hvordan jeg under et besøg i USA så Fox News. Det gjorde mig ikke i bedre humør, at de var så tydeligt tendentiøse. Nu er jeg meget uenig med holdningerne på Fox News, men jeg ville faktisk også føle mig underligt tilpas ved at se en nyhedsdækning, hvor journalisterne konsekvent fremførte holdninger, jeg var helt eller overvejende enig i. På den anden side ved jeg også godt, at nyhedsdækningen altid er baseret på journalisters og redaktioners prioriteringer og specielt på deres beslutninger om hvad de dækker, og hvad de ikke dækker. Nyhedsformidling kan på den måde aldrig være objektiv, og det er denne ubevidste udvælgelse, der er mest vigtig at udfordre – for tydelige holdninger ved man straks bedre, hvor man har.

Den amerikanske journalist Wesley Lowery skrev tidligere på året om dette i New York Times, en avis hvor han tidligere har været ansat. Hans bekymring er, at “objektiv journalistik” traditionelt har været at forstå som journalistik, der ser hvide journalisters synsvinkel som den objektive. Lowery har selv afrikansk baggrund.

Det er en bekymring, jeg personligt deler. Specielt har jeg undret mig over, at medierne i Danmark i sommeren 2020 brugte så megen tid på at spørge, om der faktisk findes racisme i Danmark. Vi er en del mennesker, der ud fra egne erfaringer kan bevidne, at racismen i Danmark desværre er særdeles reel. At dækningen af racisme endte med at tage denne vinkel, skyldes i høj grad at de fleste journalister i Danmark tilhører det flertal af mennesker, der ikke bliver udsat for racisme. Derfor ser de problemet udefra – ikke af ond vilje, men fordi det nødvendigvis må være sådan, at man fokuserer på de problemer, der ligner nogen, man selv kender, og har sværere ved at forstå problemer, man ikke selv har kendskab til. Lignende betragtninger kan man gøre om dækningen af problemer i forskellige samfundsklasser. Der er muligvis ikke helt det samme problem i dækningen af sexisme i Danmark, for kønsfordelingen blandt journalister er langt mindre skæv – 45 procent af danske journalister er kvinder. Men det betyder ikke, at synsvinkel-problemet ikke findes også her.

Hvad gør man ved problemet? Jeg har ikke noget godt konkret forslag, men en løsning må begynde med en erkendelse af at synsvinkel-problemet er virkeligt.

(Visited 44 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar