Kategorier
Blog Retspolitik

Sikkerhedsseler

Tilbage i 1975 blev den danske færdselslov ændret. Det var en reaktion på, at der på denne tid blev dræbt særligt mange mennesker i trafikken herhjemme. Desuden var Danmark et særtilfælde i Europa ved ikke at have generelle hastighedsbegrænsninger. Nu skulle dette ændres, mente mange politikere. Hastighedsgrænserne ville for fremtiden blive 60 km/t i bymæssig bebyggelse, 90 km/t på landevej og 110 km/t på motorvej. Og alle bilister skulle bruge sikkerhedssele. Kun passagerer på bagsædet skulle ikke bruge sikkerhedssele.

Det var forslag, der mødte overraskende megen modstand, og det gjaldt især selepåbud. Jeg kan huske, at min morfar, der var sidst i 70’erne, syntes at loven var noget pjat. Også en del andre mennesker i min familie delte den holdning. Blandt politikerne var der ligeledes modstand; ikke mindst Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne var skeptiske. Argumenterne både hos politikere og andre antog først og fremmest karakter af en “frihedskamp”, hvor man slog på retten til valgfrihed. De mange data, der viste, at sikkerhedsseler reddede liv i trafikulykker blev forsøgt tilbagevist med bl.a. anekdotisk evidens om ulykker, hvor trafikanter blev reddet fordi de ikke brugte sikkerhedssele.

Den nye færdselslov blev alligevel vedtaget med stort flertal, men med bl.a. de ovennævnte undtagelser for bagsædepassagerer. Disse undtagelser skulle måske fungere som et kompromis; de blev afskaffet i 1990. I dag er der ikke ret mange, der taler imod brugen af sikkerhedsseler. I 2009 anslog Volvo, at sikkerhedsseler havde reddet en million menneskeliv.

Denne gamle debat fra for 45 år siden er værd at tænke på også i dag, for det så vidt jeg kan se, helt grundlæggende de samme reaktionsmønstre, vi oplever i dansk politik, bl.a. når man taler om behovet for at regulere borgernes adfærd for at gøre noget imod de menneskeskabte klimaforandringer eller imod COVID-19-pandemien. Et nyere eksempel er rygeloven fra 2007, der som resultat af bl.a. Dansk Folkepartis “frihedskamp” også rummer nogle specielle kompromis-undtagelser, der reelt fjerner beskyttelsen mod røg ganske mange steder.

På den ene side viser erfaringerne, at man kan ændre befolkningens adfærd, på den anden side viser det sig også, at der er nogle diskussioner om den personlige frihed, som det er vigtigt at håndtere på en ordentlig måde. Selv er jeg bestemt ikke sikker på at kompromis-vinklen er den rigtige.